mandag 02. juli 2018 10:41
Kuben udvider med projektleder
Kuben Management ansætter Trine Nordentoft Klausen bygherrerådgiver og projektleder til at varetage og videreudvikle sine ydelser til offentlige kunder.
Trine Nordentoft Klausen er uddannet cand. scient. adm. fra Roskilde Universitet med speciale i offentlige-private partnerskaber, og hun har blandt andet erfaring som projektleder og OPP-konsulent på flere store byggerier og projekter fra ansættelser i henholdsvis Bygningsstyrelsen og Frederiksberg Kommune.
Qua sin baggrund i stat og kommune har Trine Nordentoft Klausen et omfattende kendskab til både teoretiske og økonomiske overvejelser vedrørende udbud af traditionelle, offentlige byggeprojekter og OPP-projekter, og hun bidrager med praksiserfaring fra alle faser fra før udbud til drift. Trine Nordentoft Klausen har desuden erfaring som offentlig bestiller og ordregiver i forbindelse med forberedelse af udbud og udbudsbetingelser samt behovsafklaring og kontraktforhandling.
Ud over at besidde de rette kompetencer inden for bygherrerådgivning til offentlige kunder har Trine Nordentoft Klausen et stærkt fokus på altid at holde store og komplekse projekter på et realiserbart og praksisnært niveau, hvor projekternes problemstillinger løbende bliver omsat til procesnotater og viden, der kan eksekveres på – også i driftsfasen. Det gør hende ifølge Kuben Management til en helstøbt projektleder og den rette person til at videreudvikle virksomhedens forretningsområde inden for offentlige kunder, herunder OPP.