Pierre Legarth planlægger at opføre klyngehuse i 2 etager på Kløvkærgrunden i Kolding-bydelen Seest, hvor N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik eksploderede i 2004 og lagde store dele af villakvarteret omkring den i ruiner. Illustration: Pierre Ejendomme

Pierre Ejendomme vil bygge 80 boliger på tidligere fyrværkerigrund i Seest

For en måned siden kom det frem, at en privat investor var klar til at købe storparcel i Kolding-bydelen Seest og bygge 80 boliger på grunden, hvor N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik eksploderede i 2004 og lagde store dele af villakvarteret omkring den i ruiner.

Nu afslører Kolding Kommune, hvem investoren er – og det er iværksætter og ejendomsmand Pierre Legarth fra Kolding. Han har via selskabet Pierre Ejendomme A/S købt den sidste storparcel på Kløvkærgrunden i Seest. Hermed er samtlige storparceller solgt i den nye bydel, hvis kendetegn – ifølge kommunen – bliver bæredygtigt byggeri og arkitektonisk nytænkning.

– Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme i gang med projektet. Beliggenheden for en ny bydel i Kolding kan simpelthen ikke blive bedre. Det er virkelig et hotspot, siger Pierre Legarth.

Læs også 80 boliger på vej på tidligere fyrværkerigrund i Seest

Klyngehuse i 2 etager
Planen er at opføre 80 boliger i form af klyngehuse i 2 etager i kvarteret, som får navnet Stjerne Parken Kolding. Halvdelen af boligerne bliver ejerlejligheder, mens resten bliver udlejningsboliger til Pierre Ejendommes egen portefølje.

Materialerne vil være tegl, træ og andre naturmaterialer.

– Netop fordi omgivelserne er så smukke, kommer der også stor fokus på beboernes udeliv i form af rummelige terrasser og altaner, grønne arealer, små kælkebakker, osv., siger Pierre Legarth.

Pierre Ejendomme havde faktisk tidligere købt en del af den nyerhvervede storparcel på Kløvkærgrunden, men den handel valgte selskabet at lade gå tilbage i maj 2016 på grund af usikkerhed om jordbundsforholdene, som på en del af arealet krævede dyr pælefundering.

Nu køber selskabet de samme områder plus yderligere et stykke jord på Kløvkærgrunden.

Borgmester: Mangel på boliger
Kolding-borgmester Jørn Pedersen (Venstre) glæder sig over, at der med salget af storparcellen til Pierre Legarth for alvor kommer gang i udviklingen af området, som blev ramt af fyrværkerikatastrofen i 2004.

– Vi mangler boliger i Kolding. Det kan opførelsen af 80 private boliger på Kløvkærgrunden være med til at afhjælpe. I forvejen har Lejerbo og AAB hver købt hver en storparcel til almene boliger. Sammenlagt får vi med de nye private boliger et godt og varieret miks af boliger i vores nye bydel. Og så glæder jeg mig selvfølgelig også rigtig meget til, at der igen kommer liv i det område, som blev ramt af den frygtelige fyrværkeribrand, siger borgmesteren til Kolding Kommunes hjemmeside.

Med salget af storparcellen til Pierre Ejendomme A/S er al jord på Kløvkærgrunden solgt. Lejerbo er i fuld gang med at opføre 35 almene familieboliger, mens AAB har købt en storparcel til etagebyggeri.

Før byggeriet af de 80 boliger kan gå i gang, skal der nu blandt andet laves en ny lokalplan.

Pierre Legarth håber, at de første beboere kan flytte ind i Stjerne Parken i 2020.

Læs også Pierre Ejendomme sætter gang i udviklingen af fyrværkeri-grund

Læs også Comwell vil udvide i Kolding med 15 etagers tårn





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder