Sådan kommer Comwell i Kolding til at se ud efter udvidelsen og ombygningen. Illustration: T. Skovgaard Sørensens Tegnestue

Comwell vil udvide i Kolding med 15 etagers tårn

Comwell ønsker at udvide sit hotel i Kolding markant. Derfor har hotelkæden indsendt et forslag til kommunen om en udvidelse af de nuværende rammer og faciliteter. Hvis udvidelsesplanerne bliver en realitet, skal hotellet udvides med 120 værelser, så værelsesantallet når op på 300. De nye værelser skal ligge i et nyt tårn, som bliver i 15 etager.

Samtidigt vil den nuværende restaurantkapacitet blive fordoblet og konference- og kongresfaciliteterne forøget med op til 2.200 kvm. Den totale udvidelse er 8.600 kvm og koster et ”trecifret millionbeløb”. Desuden gennemgår hotellets nuværende 180 værelser og øvrige faciliteter en gennemgribende renovering. Det sker, da Comwell ønsker at sikre sin position i Kolding og Trekantområdet med et bedre konferencehotel.

Håber på åbning i 2021
– Comwell har i mere end 30 år drevet konferencehotel i Kolding og er på mange måder en af koncernens spydspidser. Udviklingen er gennem en årrække gået i retning af, at møderne vokser, og der er behov for mere plads, ligesom konkurrencen med de større byer i provinsen er skærpet. Der stilles derfor højere krav til kapacitet, faciliteter og rammer, siger koncernchef Peter Schelde.

En udvidelse af Comwell Kolding vil betyde 40-50 nye arbejdspladser. I dag beskæftiger hotellet 120 medarbejdere.

80 procent af hotellets gæster er forretningsgæster, som kommer for at deltage i møder, kongresser eller er overnattende på forretningsrejse. De resterende 20 procent af gæsterne kommer som overnattende feriegæster eller som deltagere i selskabsaktivitet, shows, teater eller anden aktivitet. Hotellet er besøgt af mere end 100.000 gæster årligt med cirka 35.000 overnatninger.

Går alt efter planen, forventer Comwell, at hoteludvidelsen bliver indviet i 2021.

Blandet 2017-regnskab
Som Estate Media har skrevet, kom Comwell ud af regnskabsåret 2017 med en rekordomsætning på 895 millioner kr., hvilket er 37,5 millioner mere end året før. Det svarer til en omsætningsfremgang på 4,4 procent.

Omvendt faldt resultatet efter skat med 36 procent til 6,7 millioner kr. mod 10,4 millioner i 2016 og er lavere end forventet og er især påvirket af integrationen af en virksomhed købt i december 2016 samt store investeringer i flere renoveringsprojekter, oplyser koncernchefen.

Læs mere i Comwell slår rekordomsætning – men overskuddet skrumper med en tredjedel (+)

Comwell driver i alt 15 hoteller i Danmark og 2 hoteller i Sverige samt Centralværkstedet og Smedien i Aarhus.

Fakta om udvidelsen:

  • Arkitektfirma: T. Skovgaard Sørensens Tegnestue
  • Størrelse: 8.600 kvm
  • Antal etager i tårnet: 15
  • Antal værelser: 12
  • Desuden: Konference- og mødefaciliteter, udvidelse af restaurant, nyt auditorium og ny parkeringsplads
  • Pris: Trecifret millionbeløb
  • Forventes færdigt: 2021

Læs også Wenaasgruppen dropper planer om at forhøje Amager-hotel med 10 etager til 125 m

Læs mange flere nyheder om hoteller her





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder