Falck-Huset i København er fra 1962. Foto: Google Maps

Falck forlader Falck-Huset – og flytter til nyt 9.288 kvm hovedsæde

Falck forlader Falck-Huset på Polititorvet i København for at flytte til Scandia House i Københavns Sydhavn. Dermed kan ejendomsselskabet Levring & Levring, der ejer 75 procent af ejendommen glæde sig over en yderligere konsolidering af lejeren.

Levring & Levring ejer Scandia House sammen med Finn Harald Simonsen, der har de sidste 25 procent. Ejendommen blev opført af projektudvikler Mäckler Erhvervsbyg i 2009 og har haft en del tomgang siden finanskrisen, men er altså nu fuldt udlejet til Falck, efter Samsung for nylig fraflyttede sine sidste kvm i bygningen.

Koncernchef Jakob Riis, Falck, offentliggjorde flytteplanerne i forbindelse med årsfesten for personaleforeningen i den danske redningskoncern.

– Det er en barsk omgang, vi er i gang med. Det kræver masser af omstilling. Men jeg fristes til at sige, som kollegerne i ambulancerne, at det er liv før førlighed – vi er nødt til at gøre det, der er rigtigt, så vi kan bygge et sundt Falck for fremtiden, sagde Jakob Riis, skriver foreningens blad, Falcken.

Falck-Huset, som Falck altså nu forlader, blev taget i brug i 1962, hvor det erstattede Falcks mangeårige hovedstation i Tietgensgade. I en årrække var en af Falcks største stationer med tilhørende vagtcentral placeret i Falck-Husets stueetage, men i 90’erne blev lokalerne inddraget til administration.

Flytter inden årets udgang
Falck-Huset er ombygget mange gange, men pladsen har været trang, og en række af Falcks administrative aktiviteter er allerede flyttet til Sydhavnen. Det er disse lokaler, Jakob Riis har udset til at blive Falcks nye hovedsæde.

– Vi har ingen planer om at udvide lokalerne, men vil udelukkende bruge de eksisterende lokaler på Sydhavnsgade 18, når flytningen forventes gennemført i slutningen af 2018, siger kommunikationskonsulent Me Christensen, Falck.

Scandia House var næsten en rå bygning, da Falck overtog den og er dermed meget omkostningseffektiv. Den blev nyindrettet til Falck, da koncernen flyttede ind.

Falck har nu lejet sig ind i hele Scandia House, som består af 9.288 kvm.

Sydhavnsgade 18 i Københavns Sydhavn brandet under navnet Scandia House – selv bruger Falck navnet Falck Center Copenhagen

Efter svære tider håber Jakob Riis, at økonomien er på vej frem. Han forventer således et forbedret halvårsregnskab i 2018 og et endnu bedre 2019.

– Jeg er mere optimistisk i dag, end jeg har været på noget andet tidspunkt det forløbne år. For vi er kommet rigtigt langt. Hvis vi var en patient, så var vi en meget stabil patient nu. Men vi skal op og gå, op og løbe og blive stærke igen. Jeg synes ikke, at en virksomhed som Falck skal sidde overfor bankerne med hatten i hånden. Det er ikke dér, vi vil være. Vi vil være en stærk virksomhed, som selv bestemmer. Det kommer til at tage lidt tid, men jeg er helt 100 procent sikker på, at vi har passeret bunden og er på vej op igen, sagde Jakob Riis ifølge Falcken.

Læs også Falck lejer 8.000 kvm. i Scandia House i Sydhavnen





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder