mandag 14. maj 2018 15:11
PFA bygger 96 lejeboliger i Randers: – Et superspændende projekt
I den nordlige del af Randers køber PFA nu 96 lejeboliger, der ventes færdigbygget i slutningen af 2020.
– Det er et superspændende projekt med en god beliggenhed tæt på parkområder og de bymæssige herlighedsværdier i Randers. Der er en interessant helhedsplan for projektet, der gør, at vi forventer, at området omkring den tidligere kaserne vil få sit eget positive særpræg med en god kombination af boliger og erhverv – en lille by i byen i relativ nærhed til centrum. Samtidig er afkastmulighederne bedre end ved tilsvarende byggeri i landets allerstørste byer, siger ejendomsdirektør i PFA Michael Bruhn.
PFA’s lejligheder er ligeligt fordelt med 3 gange 32 lejligheder på henholdsvis 2, 3 og 4 værelser på mellem 67 og 106 kvm. PFA overtager boligerne nøglefærdige, efter byggeriet er færdigt i 3. kvartal 2020. Den månedlige leje forventes at blive mellem 5.900 og 8.900 kr.
De 96 lejeboliger kommer til at ligge i et område, der i de senere år er blevet udviklet med fokus på erhverv, men nu starter en fase, hvor i alt 64.000 kvm nybyggeri forventes opført de kommende år, primært bestående af boliger. Den samlede helhedsplan for området indeholder i alt cirka 320 boliger, hvoraf PFA altså har købt de 96 med et samlet areal på 8.375 kvm.
Projektsalget er formidlet af Colliers.
Satser på lejeboliger rundt i landet
PFA har tidligere annonceret lignende investeringer i lejeboliger i blandt andet Aalborg, Hillerød, Silkeborg, Odense, Horsens og Vejle. Boligerne bliver en del af PFA Boliger, som PFA’s kunder har fortrinsret til at skrive sig op til.
Danmarks største kommercielle pensionsselskab meddelte i starten af måneden, at selskabet har købt 113 lejligheder i Herning. Boligerne består af 83 fuldt udlejede boliger og 30 projektlejligheder i boligtårnene ”Herning Sky”.
Den samlede investering i Herning er på over 200 millioner kr. fordelt på 13.316 kvm boliger.
Læs PFA køber 113 boliger i Herning på 13.316 kvm (+)
Læs også ATP Ejendomme vil bygge 50.000 kvm boliger i Valby og totalrenoverer hovedkontor for FLSmidth
Læs også PFA og 2 medinvestorer køber delekontorer og butikker i London for 5 milliarder kr.