Carsten Koch.
Carsten Koch

Carsten Koch: Det var ikke Jens Kramer, der sagde op

– Jens Kramer Mikkelsen og jeg har talt meget om hans fratrædelse, og vi har fundet en løsning, som vi begge er meget tilfredse med. Han er jo fortsat meget engageret i det, han laver, og jeg vil forvente, at han har rigtig gode muligheder for at starte et nyt liv op, og det er han også optaget af at komme videre med, siger bestyrelsesformand i By & Havn, Carsten Koch.

Tirsdag meddelte By & Havn, at der var indgået en aftale med Jens Kramer Mikkelsen, der har været adm. direktør i først Ørestadsselskabet og siden By & Havn siden 2004, hvor han kom næsten lige fra at have været overborgmester i København i 16 år.

– Nogle ville måske have sværere ved at komme videre med en ny karriere end Jens, som jeg oplever som fuld af fortrøstning og interesseret i at få en ny karriere. Jens Kramer Mikkelsen er hverken sur eller bitter, og det afspejler det nok også meget godt, at han bliver nogle måneder endnu, til vi har fundet en afløser, siger Carsten Koch.

Carsten Koch henviser til et mantra fra “nabobygningen” på Toldboden, nemlig Mærsk Mckinney-Møllers ord om, at man bør sikre rettidig omhu.

– Både Jens Kramer og salgs- og udviklingsdirektør Michael Soetmann vil med deres alder kunne sige op med kort varsel. Jeg stopper også ved udgangen af næste år, og jeg vil gerne kunne sikre mig, at jeg afleverer en fremtidssikret organisation, siger Carsten Koch.

Jens Kramer Mikkelsen er 66, Michael Soetmann 63 og Karsten Koch er 72 år. Nu går processen så i gang med at finde en ny direktør.

– Det skal være en, der har tre vigtige kvalifikationer. For det første skal han kunne lede og begejstre de ansatte, som Jens Kramer Mikkelsen har gjort på forbilledlig vis. Dernæst skal man være hjemmevant i det politiske miljø og kunne gebærde sig der, og endelig skal man have indsigt i ejendomsmarkedet, siger Carsten Koch.

Men hvad er vigtigst?

– Alle tre kvalifikationer er fantastisk vigtige. Men hvis den pågældende ikke kan begejstre de ansatte, så er det svært at få organisationen til fungere, som den har gjort. Jeg har meget stor beundring for Jens Kramer Mikkelsens evner på det område, siger Carsten Koch og fortsætter:

– Jeg lægger ikke skjul på, at det ikke nødvendigvis er let at finde den person, der rummer alle de kvalifikationer, men nu får vi se.

Læs også Jens Kramer Mikkelsen stopper i By & Havn

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder