torsdag 22. marts 2018 08:07
Hidtil største boligprojekt i Carlsberg Byen næsten udsolgt
Det hidtil største boligprojekt i Carlsberg Byen holder fredag den 23. marts rejsegilde, når de 105 nye boliger i Krøyer Hus når milepælen.
Krøyer Hus er tegnet af arkitektfirmaet Entasis, som også står bag den prisvindende masterplan for Carlsberg Byen. Boligkomplekset har et bruttoareal på 15.800 kvm og kommer til at indeholde 91 lejligheder, 14 rækkehuse, 1600 kvm daginstitution og 3 erhvervslejemål.
Af de 105 boliger er de 98 solgt – en tendens, der går igen i Carlsberg Byens øvrige byggerier.
– Vi har solgt over 500 boliger i Carlsberg Byen, svarende til cirka 85 pct. af de boliger, vi har på markedet.
– Krøyer Hus er det første projekt, vi lancerede med en ny type optimerede boliger, som minimerer spildplads og giver køberen flere rum på færre kvadratmeter. Det har markedet taget rigtigt godt imod, og den model vil vi videreføre i vores kommende byggerier, siger adm. direktør i Carlsberg Byen, Jens Nyhus.
Krøyer Hus er opkaldt efter Skagensmaleren P.S. Krøyer, som i 1908 malede brygger Carl Jacobsen med dennes yngste datter Paula.
Opførelsen af Krøyer Hus gik i gang i 2. kvartal 2017, og ved udgangen af 2018 forventes boligerne klar til indflytning.
Læs også Carlsberg Byen solgte i 2017 flere boliger og erhvervsejendomme end forventet
Læs også Konsulenthus flytter hovedsæde til Carlsberg Byen
Læs også 58 nye boliger på vej i Carlsberg Byen – 40 allerede reserveret