onsdag 21. marts 2018 08:05
Artha vil bygge 17.000 kvm lejlighedshotel i Ørestad
Det skal være lettere for højtuddannede udlændinge, også kaldet expats, at finde et sted at bo, når de kommer til hovedstadsområdet for at arbejde i en periode.
Derfor vil Falk-Rønne & Kierkegaard opføre et 17.000 kvm stort lejlighedshotel i Ørestad på Amager, skriver Børsen.
– Expats starter typisk med at bo på et hotel. Det, vi tilbyder her, er en hybrid mellem lejligheder og hotel. Så de slipper for at bo midlertidigt flere steder på enten hotel eller lejligheder, siger Teddy Brandt Kierkegaard, adm. direktør for Falk-Rønne & Kierkegaard, til Børsen.
Navnet på det nye lejlighedshotel er Holistic House, og bag projektet står kapitalpartneren Artha Kapitalforvaltning, som estimerer, at det samlede projekt med 450 hotellejligheder fordelt i tre tårne har en værdi på over 750 millioner kr.
Dermed kommer Holistic House til at tage kampen op med lejlighedshoteller som Stay, Charlottehaven og Adina Apartment Hotel, som findes i hovedstadsområdet – ingen ligger dog i Ørestad.
Første spadestik til Holistic House, som er tegnet af Kant Arkitekter, skal efter planen tages i slutningen af 2018.
– Realistisk kan de første flytte ind i slutningen af 2020, siger Teddy Brandt Kierkegaard til Estate Media.
Udover Holistic Houses tre tårne med hotellejlighederne skal et fjerde tårn huse en daginstitution. Det tårn har Falk-Rønne & Kierkegaard solgt til Københavns Kommune for 104 millioner kr.
Læs også Nyt business-kvarter på 130.000 kvm på vej i Ørestad
Læs også 2.500 kvm kulturhus til 45 millioner kr. på vej i Ørestad Syd