Koncernchef Jens-Peter Saul, Rambøll. Foto: Rambøll

Rambøll slår rekorder – og har stærk ordrebog for 2018

Endnu engang overgår Rambøll sig selv og leverer sit bedste driftsresultat i virksomhedens historie samt en forbedret driftsmarginal.

– 2017 blev endnu et succesfuldt år for Rambøll, siger koncernchef Jens-Peter Saul.

Dermed fortsætter Rambøll Gruppen A/S sin positive udvikling i 2017.

– Alle forretningsenheder leverede et overskud, og de fleste forbedrede deres operationelle performance i forhold til sidste år. Vi har især set gode resultater i USA og i Norden, hvor Finland og Sverige leverede de bedste resultater nogensinde, uddyber Jens-Peter Saul.

Årets resultat faldt dog med 30,8 millioner kr. til 146,1 millioner fra 176,9 millioner kr.

Rambøll oplyser dog til Estate Media, at det faldende overskud skyldes et valgt regnskabsprincip, der påvirker årets resultat negativt på grund af et internt lån i amerikanske dollars. Da dollaren har udviklet sig negativt i forhold til den danske krone, er de finansielle poster negativt påvirket af et urealiseret valutakurstab på 120 millioner kr.

Omvendt steg ingeniør- og rådgivningsvirksomhedens nettoomsætning til 10,7 milliarder kr. fra 10,6 milliarder i 2016, mens driftsresultatet før goodwillafskrivninger (EBITA) steg med 2,8 procent til 618,9 millioner kr. – det højeste i Rambølls historie.

Driftsmarginalen steg til 5,8 procent. Organisk vækst udgjorde 2,8 procent.

Også helåret 2018 tegner til at blive godt for den danske ingeniør- og rådgivningsvirksomhed med hovedkontor i København.

– I lyset af de gode resultater for 2017 og en 17 procent større ordrebog i forhold til sidste år forventer jeg større organisk vækst i 2018, siger koncernchefen.

Han oplyser, at Rambølls ordrebog ved udgangen af regnskabsåret, der følger kalenderåret, var på 5,6 milliarder kr. mod 4,8 milliarder kr. ved udgangen af 2016.

Rambøll Gruppen havde pr. 31. december 2017 en egenkapital på 2,180 milliarder kr. mod 2,162 milliarder kr. på samme tidspunkt året før.

Læs også Rambøll-direktør bliver ny formand for FRI

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder