Emilies Plads i Horsens, hvor PFA er klar til at bygge. Illustration: RUM Arkitekter

PFA bygger 48 boliger for 126 millioner kr. i Horsens

Danmarks største kommercielle pensionsselskab, PFA, opfører boliger og erhverv for 126 millioner kr. i midten af Horsens.

Konkret bygger PFA 48 boliger og 1 erhvervslejemål i Horsens, som skal stå færdigt i 2020.

I Horsens midtby fem minutters gang fra Horsens Bytorv ligger Emilies Plads, hvor PFA sammen med den lokale entreprenør Torntoft & Mortensen de kommende år opfører et etagebyggeri med 48 boliger på mellem 90 og 105 kvm. For stueetagen tegnes der samtidig en 15-årig lejekontrakt med restaurantkæden Bone’s.

– Horsens er en af de mest solide vækstbyer, hvor der forventes en stigende efterspørgsel efter boliger. Særligt i midtbyen forventes efterspørgslen at blive stor. PFA har de seneste 12 måneder analyseret forskellige boligprojekter i Horsens, og projektet på Emilies Plads skaber nu grobund for at etablere yderst fornuftige udlejningsboliger, siger ejendomsdirektør i PFA, Michael Bruhn.

Med købet indgår PFA samtidig en totalentreprisekontrakt med den lokale entreprenør Torntoft & Mortensen, der også står for projektudviklingen og opfører bygningerne med PFA’s ejendomsdivision. RUM Arkitekter fra Horsens har tegnet projektet, mens handlen er formidlet af Nybolig Erhverv Horsens.

PFA arbejder ud fra en strategi om en større geografisk spredning i ejendomsinvesteringerne. I den forbindelse har PFA i samarbejde med Institut for Fremtidsforskning gennemført en screening af danske byer uden for hovedstaden og Aarhus med henblik på at udpege fremtidige vækstbyer i forhold til boligefterspørgsel.

Afkastet i en by som Horsens er forventet 0,75-1,00 procentpoint højere sammenlignet med landets to største byer. Og det er ifølge PFA væsentligt, når man er langsigtet investor.

PFA overtager byggeprojektet nu, og de første beboere ventes at kunne flytte ind i 1. kvartal 2020.

Læs også Første spadestik taget til 140.000 kvm. ny bydel i Odense





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder