Lars Falkenberg, Elite Miljø, og Jørgen Utzon, Coor, (th).

Godkendt: Coor rykker nu op som nr. 3 i dansk FM-marked

I januar indgik nordiske Coor aftale med den danske KiviTex-koncern om køb af rengøringsvirksomheden Elite Miljø. Handelen var under forudsætning af de danske konkurrencemyndigheders godkendelse. Den er netop modtaget, og dermed kan de to virksomheder indlede integrations- og fusionsprocessen, der blandt andet indebærer et navneskifte fra Elite Miljø til Coor og fortsættelsen af den vækststrategi, der er lagt for Coor på det danske marked.

Børsnoterede Coor tilbyder rengøring, kantinedrift og ejendomsservice både som single-services og som integrerede facility management-løsninger. Elite Miljø glider naturligt ind i Coors danske selskab, som efter opkøbet beskæftiger over 3.000 medarbejdere og vil passere en årsomsætning på godt 1,2 milliarder DKK. Den danske direktørs målsætning er at øge denne position over de kommende år.

– Markedet for facility management-løsninger er på flere milliarder kroner alene i Danmark, og dét marked ønsker vi at få en større andel af. Det vil blandt andet være muligt ved, at Elite Miljøs kunder nu kan supplere deres rengøringsaftaler med kantinedrift og ejendomsservice samt ved, at vores fælles kunder kan samle deres løsninger hos én udbyder – uanset, om det er en lokal virksomhed eller en nordisk koncern, siger adm. direktør Jørgen Utzon fra Coor Service Management, der ligesom Elite Miljø leverer løsninger både til det private og det offentlige marked.

Værdier som fælles platform
Jørgen Utzon understreger, at det fra starten af forhandlingerne har været et fælles udgangspunkt at tage det bedste fra de to service-virksomheder og indarbejde i den fremadrettede organisation, hvor ikke mindst fokus på kvalitet, fleksibilitet og samfundsengagerede værdier er nogle af de bærende kræfter. Det bekræfter adm. direktør Lars Falkenberg fra Elite Miljø.

– Sidste år vandt vi som rengøringsvirksomhed CSR People Prize for vores indsats inden for det rummelige arbejdsmarked, og Coor har både modtaget Kantineprisen for uddannelsessteder i deres Catering-division og CPH Change Award for indsatsen i deres Property-division. Så det ligger dybt i de to virksomheders DNA at stræbe efter de højeste kvalitetsnormer og standarder på markedet, siger Lars Falkenberg.

I forbindelse med handlen stopper Lars Falkenberg i Elite Miljø for at overgå til nye opgaver i KiviTex-koncernen, der også ejer De Forenede Dampvaskerier og som netop har købt svenske Textilia for at fokusere på vask og linnedservice på det nordiske marked. I forbindelse med sin fratræden som direktør i Elite Miljø går Lars Falkenberg ud af bestyrelsen i SBA, som Jørgen Utzon i øvrigt er formand for. Selvom Lars Falkenberg stopper i sin nuværende funktion som direktør, vil han fortsat være i organisationen nogle måneder endnu for at bidrage til integrations- processen, der forventes tilendebragt i løbet af 2018.

 Coor-koncernen har flere end 6.500 medarbejdere ansat primært i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Ved udgangen af 3. kvartal 2017 passerede årsomsætningen 7,6 mia. SEK. Blandt de danske kunder er DR, Falck, Københavns Kommune, GN Store Nord, Haldor Topsøe, L’Oréal, NNIT, Novozymes, Dansk politi, SAS og VELUX Gruppen. Coor forvalter i dag over 15 millioner kvadratmeter ejendomme, lokaler og udendørsarealer i Norden.

Elite Miljø omsætter for cirka 550 millioner kr. i Danmark og beskæftiger cirka 2000 medarbejdere i en landsdækkende organisation.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder