Endnu et milliard-joint-venture mellem NREP og Arkitektgruppen på vej på Amager

Arkitektgruppen skyder det nye år i gang med et nyt 28.000 kvm stort byggeri på Amager Strandvej. Selskabet har stået i spidsen for hele udviklingsprocessen, fra samling af områdets grundejere og udvikling af endelig lokalplan for området. Projektet opføres i joint venture med NREP.

Byggeriet Strandhaverne ligger i området mellem Kløvermarken og Amager Strandpark og er på i alt 28.000 kvm.

Byggeriet af første etape påbegyndes i februar 2018 og består af 186 private boliger. Yderligere er planlagt henholdsvis hotellejligheder og 25 procent almene boliger på grunden. Et stenkast derfra er et andet af Arkitektgruppen og NREP’s store fælles projekter under opførelse. Det hedder Greensquare Garden og er på 30.000 kvm.

Tilsammen udgør de to projekter mere end 500 private boliger og har en projektværdi på omkring 2 milliarder kroner.

Strandhaverne har inden første spadestik været undervejs i mere end fire år. Arkitektgruppen har stået i spidsen for udviklingen af det gamle industrikvarter hele vejen. Første skridt var at samle grundejerne i området og finde fælles fodslag, så man sammen kunne gå til myndighederne med en plan om omdannelse fra industri til bolig og erhverv.

Herefter fulgte udarbejdelse og godkendelse af først startredegørelse og dernæst ny lokalplan. Arkitektgruppen har under hele processen været i tæt dialog med både Økonomiforvaltningen og Miljø- og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune, og det har spillet en afgørende rolle for, at man nu kan transformere det gamle industriområde. Lokalplanen, under navnet Ved Amagerbanen Syd, muliggør ca. 750-850 nye boliger og knap 20.000 kvm. erhverv i området tæt på Amager Strandpark.

– Fra myndighedsside har man hele vejen forholdt sig konstruktivt til vores visioner og ideer. Når vi som udviklere kan se store muligheder i et område, er det altafgørende, at kommunen er åben over for at ændre lokalplanen, hvis man lever op til deres krav. Strandhaverne er  bæredygtig byudvikling og har en god balance mellem private og almene boliger, siger Robin Feddern, adm. direktør i Arkitektgruppen.

Arkitektgruppen og NREPs samarbejde omfatter samlet mere end 100.000 kvm nybyggeri i København.

– Vi er glade for igen at kunne igangsætte et byggeri med Arkitektgruppen, som har gjort en stor indsats for, at hele områdets potentiale som nyt og attraktivt bykvarter kan blive realiseret. Med afsæt i en fantastisk beliggenhed, ser vi frem til at skulle være med til at understøtte udviklingen af København som blandet by gennem forskellige boligtyper og erhverv i Strandhaverne, siger Jakob Flymer, Investment Manager i NREP.

Læs også: Nyt joint venture på Amager mellem NREP ogArkitektgruppen til 3,4 milliarder kr.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder