mandag 29. januar 2018 10:19
NCC skal opføre 100 lejligheder for 460 millioner kr. på Tuborg Havn for Danica
Danica og NCC har netop underskrevet en totalentreprisekontrakt på ca. 460 millioner kr. om opførelse af over 100 privatudlejede lejeboliger på Bakkedraget i Hellerup. Lejlighederne bliver fra mellem knap 100 kvm til over 200 kvm. Byggeriet går i gang i løbet af foråret 2018 og forventes færdigt i foråret 2021.
– Vi er meget glade for, at Danica har valgt os til at opføre disse boliger på så eksklusiv en adresse. Gennem hele kontraktfasen har vi haft en god og konstruktiv dialog, som sikrer et byggeri af luksuslejligheder med en enestående udsigt over Øresund, siger Palle B. Rasmussen, direktør i NCC.
Ordren vil blive ordreregistreret i 2. kvartal 2018 og er bl.a. betinget af at byggetilladelsen godkendes.
Tanken er, at man i Tuborg Syd vil bo på tæt på kanten af land og vand i mindre enklaver af boliger samlet omkring et gårdrum tæt ved havet ved det tidligere Tuborg Havn. Landskabet vil fremstå som kuperet terræn, der får karakter af strandeng.
Boligerne ligger udover at være tæt på vandet også tæt på indkøbsmuligheder samt kulturelle oplevelser og ikke mindst København.
– Vi har haft en god og konstruktiv dialog, mens vi har forhandlet kontrakten. Den tidlige involvering har gjort det muligt, at vi står tilbage med en god investering til vores pensionskunder, hvor det har været tydeligt at mærke, at NCC har trukket på erfaringer fra andre af deres store byggerier. Vi glæder os til at tilbyde et meget attraktivt ejendomskompleks til glæde for vores fremtidige beboere, vores pensionskunder samt byen generelt, siger Robert V. S. Nellemann fra Danica Ejendomsselskab.
Læs også: NCC i klassisk entreprenørfælde: Omsætning vokser men resultat falder