Vibenshuset.LIntrup.Norgart.Facade
Den 23.000 kvm store flerbrugerkontorejendom Vibenshuset på Lyngbyvej på Østerbro i København er ejet af Topdanmark. Foto: Lintrup & Norgart

Efter ny udlejning: Vibenshuset på Østerbro rummer nu 700 arbejdspladser

Vibenshuset på Østerbro har efter en periode med træghed i udlejningen nu fået gang i udlejningen, og blandt de nyest tilkomne i den tidligere Galle & Jessen-chokoladefabrik er rådgivningsvirksomheden Ballisager, som netop har flyttet sin københavnske afdeling med omkring 20 ansatte fra Vesterbro til Lille Trianglen. De har fået mere plads – og har vundet et udbud fra Københavns Kommune om at rådgive ledige akademikere de næste 4 år.

– Derfor skulle vi bruge andre rammer, og vi ville samtidig gerne have pænere og lysere lokaler. I Vibenshuset kunne vi skræddersy lokalerne til vores behov. De fleste steder har storrumskontorer, men det passer ikke til os. Vi har både brug for lokaler til store informationsmøder, for rum til holdundervisning og for mindre lokaler til individuel rådgivning og sparring. Jeg kan også godt lide den atmosfære, huset har; her summer af liv og aktivitet, siger direktør Morten Ballisager.

Han grundlagde virksomheden i Aarhus i 2008. I dag har Ballisager 80 ansatte, 12 afdelinger over hele landet og speciale i rekruttering, karriererådgivning og outplacement, altså rådgivning af opsagte medarbejdere.

Morten Ballisager skønner, at der på årsbasis vil komme over 2.000 ledige akademikere til rådgivning og undervisning i den gamle chokoladefabrik. Antallet afhænger for eksempel af, hvilke moduler de ledige og jobcentret vælger.

– Nogenlunde samtidig med Ballisager har vi indgået lejeaftaler med to it-firmaer og EGN Netværk Danmark. Dermed er Vibenshuset i løbet af de sidste knap 2 år kommet op på 21 lejere med 650-750 ansatte. Af de 24.000 kvm. mangler vi kun at få udlejet cirka 5.500 kvm., og vi er i dialog med flere interesserede virksomheder, siger Lars Westall, associeret partner i mæglerfirmaet Lintrup & Norgart, der overtog udlejningen for efter Sadolin & Albæk for to år siden.

Topdanmark overtog fabriksbygningerne fra 1884 i 2001. Dengang flyttede Galle & Jessen produktionen af blandt andet chokoladefrøer til Toms Fabrikker Ballerup. Dele af komplekset blev efterfølgende revet ned, og i en årrække lå Mærsk Data/IBM på adressen.

I stedet for at satse på en enkelt domicillejer har  Topdanmark de seneste år ændret ejendommen til et kontorhus med en række fælles faciliteter: Personalerestaurant, reception, kaffebar, fitness, auditorium, konferencecenter, mødelokaler, mange p-pladser og jævnlige netværksarrangementer, og det er altså den forandring, der nu giver udlejning.

Læs mere TopDanmark investerer 400 millioner kr. i 240 boliger i Odense





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder