torsdag 21. december 2017 11:18
Svenske ejendomsinvestorer har købt for 18 milliarder kr. i Danmark i 2017
Værdien af de svenske aktørers porteføljer i Danmark er omkring 53 milliarder svenske kroner eller for i alt ca. 2,5 millioner kvm. viser en ny analyse fra det dansk-svenske videncenter Øresundsinstituttet.
En ny analyse fra Øresundsinstituttet, viser at den svenske bølge af ejendomsopkøb i Danmark er stærkere end nogensinde. I Øresundsinstituttets forrige analyse, fra maj 2017, var de svenskejede ejendomme i Danmark 30 milliarder kr. svarende til 40 milliarder svenske kr. Frem til december er tallet steget til 40 milliarder kr. Porteføljen har et samlet areal på 2,5 millioner kvm., fordelt på 1,6 millioner kvm. i kommercielle lokaler og cirka 870.000 kvm. i boliger eller omkring 9.500 lejligheder.
Indtil videre i år har de svenske aktører erhvervet ejendomme for cirka 18 milliarder kr. Det er en stigning på 92 procent fra sidste års notering på 9,3 milliarder kr. Inkluderet i summen er også køb af projektejendomme. Af det samlede transaktionsvolumen i København, har de svenske aktører stået for henved en tredjedel i årets tre første kvartaler ifølge tal fra mæglerfirmaet Sadolin & Albæk.
– Den svenske bølge er fortsat for fuld kraft. Der er næsten sket en fordobling gennem året, sammenlignet med hele 2016, regnet i investerede kroner. De svenske køb signalerer at det fortsat er tid til at købe på det danske marked, ikke mindst i et nordisk perspektiv, siger Jenny Andersson, senioranalytiker hos Øresundsinstituttet.