Ny centerinvestorgruppe vil hente 2-3 milliarder kr. til at investere i centre i Norden

Scandinavian Shopping Center Partners (SSCP) er et nyt selskab, der vil investere i og drive shoppingcentre. I første omgang med fokus på det danske og svenske centermarked, men som senere også kan inkludere både det norske og eventuelt finske marked.

Efter samtaler med mulige investorer, tror holdet på at det er muligt at generere minimum 2-3 milliarder kr. til at investere i danske og svenske shoppingcentre indenfor de kommende år.

SSCP vil selv drive og udvikle centrene hvilket ud over den øgede generelle prisstigning i markedet skal give et fornuftigt afkast ved et salg efter cirka 10 år.

– Vi har lavet en targetliste med interessante shoppingcentre, som vi har præsenteret for en række store internationale  investorer, og der må vi konstatere, at interessen er til stede. Investorerne bruger investeringer i shoppingcentre som alternativ til investeringer i boliger og kontorejendomme, og her er Danmark et land med stor økonomisk sikkerhed, hvilket bl.a. af den årsag giver en klar interesse for det danske centermarked, siger Claus Tüchsen, der er tidl. COO og skandinavisk marketingdirektør i Steen & Strøm.

Han mener også, at der er en del centre i Danmark og Sverige, som er klar til at blive overtaget nu eller snart, og hvor der er potentiale for værdiforøgelse.

– Vi har været i dialog med ledelsen for en række shoppingcentre, og vi kommer tættere og tættere på et match, siger Claus Tüchsen.

SSCP har haft en central rolle i forbindelse med den internationale kapitalforvalter BlackRocks netop offentliggjorte køb af det hidtil Dansk Supermarked-ejede Næstved Storcenter.

Forud for købet har SSCP bistået BlackRock med udarbejdelse af en Business Plan, herunder en beskrivelse af centrets udviklingsmuligheder, hvilket sikrede BlackRocks interesse for centret. Business Planen er senere videreudviklet af BlackRock. SSCP har endvidere rådgivet BlackRock om overordnet kommerciel strategi og udlejningsstrategi. SSCP har i arbejdet været bistået af Brunswick Real Estate.

SSCP er ejet og ledet af en række professionelle partnere med mange års erfaring og kompetencer opbygget gennem ledende positioner hos betydende centeroperatører med shoppingcenter-porteføljer i Skandinavien.

Bag selskabet står Claus Tüchsen, tidl. COO og skandinavisk marketingdirektør i Steen & Strøm, Stig German Mathiasen, partner i advokatfirmaet Lundgrens, og Henrik Duhn, CEO i Nordic Property Management. Sammen udgør disse tre det danske Management team. Derudover er der nedsat en bestyrelse, som også skal varetage en række specialopgaver for selskabet. Bestyrelsen udgøres af Søren Brogaard, tidl. Country Manager i Steen & Strøm Danmark, Lars Johansson, tidl. CEO og bestyrelsesformand i Unibail-Rodamco Nordic samt Lars Backemar, MRICS, Senior Advisor i Backemar Consulting. Det danske Management team indgår også i bestyrelsen, der har Lars Johansson som formand.

SSCP forventer at have nyt om opkøb i løbet af 2018.

Læs også: Blackrock er tilbage i markedet – køber Danmarks 9. største center i Næstved

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder