torsdag 30. november 2017 10:34
Scandi Byg skal bygge første 126 boliger i ny Slagelse-bydel til 140 millioner kr.
Den nye bydel Tidselbjerget i det nordlige Slagelse kommer til at rumme 5-600 nyopførte boliger efter Arkitemas overordnede visionsplan for området. Heraf skal Scandi Byg opføre de første 126 almene boliger i moduler i et område kaldet Engdraget.
Scandi Byg er valgt på baggrund af deres evne til masseproduktion i høj kvalitet og højt tempo.
– Vi har rigtig store forventninger til etableringen af Engdraget og hele samspillet med Tidselbjerg-bydelen som fyrtårn for boligkvalitet år 2017. Scandi Bygs gennemtænkte oplæg kombineret med virksomhedens flotte referencer gør dem til den helt rigtige leverandør til visionen og projektet, siger direktør Arne Juul, hos bygherren Slagelse Boligselskab.
Konkret har boligopgaven en værdi af 140 millioner kr. for Scandi Byg, der leverer de 126 boliger i moduler, som produceres i virksomhedens produktionshaller i Løgstør. Sideløbende med produktionen af modulerne kan Scandi Bygs folk så samtidig gå i jorden på byggepladsen i Slagelse for blandt andet at etablere fundamenterne. Således kan Engdraget stå indflytningsklart 14 måneder efter byggestart.
– Vores byggekoncept med udgangspunkt i en gennemtænkt, ressource- og tidsbesparende byggeproces er økonomisk forsvarlig og betyder, at bygherre kan få flest mulige velindrettede og indbydende boligkvadratmeter, siger Thomas Raunsbæk, adm. direktør i Scandi Byg.
De kommende boliger i Engdraget bliver i størrelsen 89-113 kvadratmeter.
Læs også: Scandi Byg skal bygge 158 boliger på Kronen Vanløse