Antal af solgte ejerlejligheder steget 80 procent på fem år

Mens salget af ejerlejligheder fra oktober sidste år til oktober i år ”blot” er steget med fem procent, er det de sidste fem år steget med mere end 80 procent. Det viser nye tal fra Boligsiden.dk for aktiviteten på markedet for lejligheder i de første 10 måneder af 2017 sammenlignet med tal fra samme periode i 2012.

Der er således solgt 17.368 ejerlejligheder fra januar til oktober i år. Det er det højeste salg i dette årti.

– Når vi sammenligner med 2012, skal vi huske, at der var finanskrise, og at folk var mere tilbøjelige til at blive i den bolig, de boede i, fremfor at stifte ny gæld i forbindelse med et nyt boligkøb. Nu er optimismen tilbage, og køberne tør igen tage chancer. Markedet for ejerlejligheder har været i vækst i noget tid, hvor priserne samtidig er steget. Vi ser, at lejlighederne i de store byer bliver solgt hurtigere, og at der bliver givet mindre og færre nedslag, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Den store stigning i antallet af solgte ejerlejligheder skyldes først og fremmest, at landets største byer København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Roskilde oplever fremgang på lejlighedsmarkedet. Men i de fem år, der er gået siden 2012, er der også opstået nye markeder, der er med til at trække salget op.

– I byer som Helsingør, Rødovre, Slagelse og Vejle er salget mere end fordoblet, og i Køge er det steget med mere end 400 procent fra 32 til 167 salg. Hver for sig er det jo ikke et antal af salg, der batter i forhold til udviklingen i København og Aarhus, men vi ser, at der opstår nogle nye markeder for ejerlejligheder i landets mellemstore byer, og samlet set er disse nye markeder med til at trække salget op, siger Birgit Daetz.

Ejerlejlighedssalget i København og Aarhus er i perioden steget henholdsvis 71 og 101 procent.

Læs også: Ejendomsskatter forventes at stige 1 milliard kr. i 2018





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder