Foto: Arkiv

Nybolig og Domea.dk opfordrer til flere almene boliger under byens tage

Mens 100 københavnere i 1990 havde knap 58 boliger at deles om, var det tal i 2016 faldet til godt 48 boliger. Det viser en rapport, som Statens Byggeforskningsinstitut og Aalborg Universitet netop har udgivet med titlen Udviklingen i boligsituationen i København og nybyggeriets virkninger.

Ifølge rapporten fra Statens Byggeforskningsinstitut og Aalborgs Universitet opnås den største effekt ved at opføre flere almene boliger.

– Det har de sidste knap tredive år været en velkendt tendens, at København med ganske små udsving har oplevet en kraftig popularitet, men efter Finanskrisen har der virkelig været fart på. Det skyldes ikke mindst, at luften blev slået ud af byggeriet, så der slet ikke er blevet bygget det antal boliger, der er brug for. Med de aktuelle boligpriser er ejerboligmarkedet lukket land for mange, så for at sikre en bedre social balance skal der i højere grad satses på nybyggeri, hvor alle indkomstgrupper kan være med, siger Thomas Hovgaard, der relationschef i Nybolig.

Konsekvensen af nedgangen i byggeriet mærkes tydeligt i Nyboligs forretninger, hvor antallet af interesserede købere langt overstiger antallet af boliger til salg.

I dagspressen har aktører i byggebranchen, Det økologiske råd og Drost Fonden den seneste tid opfordret Københavns Kommune til at omdanne byens uudnyttede tagarealer til nye boliger. De anslår, at der kan etableres 22.000 nye boliger oven på eksisterende bygninger. Opfordringen går bl.a. i rette med det, der kaldes en træg sagsbehandling i kommunen og en kritik af kommunens ønske om at fastholde de skrå tage og kviste, som kendetegner mange af byggerierne, som er fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

– Det er en illusion at tro, at ejerboligmarkedet kommer til at løse både den akutte og langsigtede boligmangel, men køberne er der, så måske skulle man overveje at udnytte den eksisterende bygningsmasse bedre og fx inddrage de mange hundredetusinde kvadratmeter loftrum, som rummer et stort potentiale, siger Thomas Hovgaard.

København vokser med ca. 1000 nye borgere om måneden, og kommunen forventer selv, at der er behov for at bygge 45.000 nye boliger de næste ti år. Heraf håber kommunen, at der kan bygges mindst 9000 almene boliger i samme periode. Når det går trægt med både nybyggeri og almene boliger, er det bl.a. fordi, det er svært at finde ledige byggegrunde – særligt til det almene, der ikke kan følge med de høje markedspriser.

– Et nærmere eftersyn af de regler, der i dag forhindrer en realisering af tagbyggerier i eksisterende byggerier viser, at det ikke behøver at være så svært endda. Det kræver blot lidt politisk mod og vilje, siger byggechef i Domea.dk Charlotte Nørbak.

Læs mere: Organisationer og bygherrer i åbent brev til beslutningstagere: Vi vil have flere tagboliger

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder