mandag 20. november 2017 10:13
ATP Ejendomme investerer 6,9 milliarder kr. i Danicas 16 indkøbscentre
ATP Ejendomme køber 50 procent af Danicas 16 butikscentre for 6,9 milliarder kr. Centrene har en samlet værdi på 13,8 milliarder kr. Over 15 år har indkøbscenterne givet Danicas pensionskunder et gennemsnitligt, årligt afkast på cirka 6 procent.
Pengene skal ifølge Berlingske bruges til at investere i udviklingen af centrene, så kunderne får en større oplevelse af at tage ud og handle fremfor at gøre det på nettet.
– Det kræver investeringer at kunne løfte centrene til et endnu højere niveau, og vores butikscentre udgør allerede nu mere end 60 procent af vores ejendomsportefølje. Derfor vil vi gerne have en ligeværdig partner, så vi kan investere mere og alligevel sprede vores risiko. Vi forventer fortsat, at den her del af ejendomsporteføljen vil give et højere afkast end resten af ejendomsporteføljen de kommende mange år, siger Anders Svennesen, der er investeringschef hos Danica, i Berlingske.
Her er de 16 shoppingcentre, som ATP Ejendomme fremover har del i.
Amager Centret, City 2 i Høje Taastrup, Copenhagen Designer Outlet i Høje Taastrup, City Vest i Aarhus, Frederiksberg Centret, Glostrup Shoppingcenter, Helsingør Bycenter, Hvidovre C, Ishøj Bycenter, Kolding Storcenter, Lyngby Storcenter, Nørrebro Bycenter, Randers Storcenter, Slotsarkaderne i Hillerød, VestsjællandsCentret i Slagelse og Friis i Aalborg.
Læs også ATP har tjent 3,3 milliarder på ejendomme og infrastruktur i 2017 – og maner til besindighed