tirsdag 07. november 2017 10:42
Lokalplan for 125.000 kvm byggeri på Postgrunden vedtaget i Borgerrepræsentationen
Danicas projekt på Postgrunden har medvind i Københavns Borgerrepræsentation, som har stemt lokalplanen igennem efter en ændring i antallet af højhuse og udformningen af disse.
Hvor der før var syv højhus er der nu ti, og hvor det højeste før var 105 meter, er det højeste nu 115 meter. Det eneste der er skrumpet i projektet er breden, som nu er mellem 21-22 meter mod 20-27 meter tidligere.
– Jeg ved godt, at mange er sure på projektet, men vi synes, at bygherre skal have lov til at bygge det. Hvis vi bliver ved med at sige, at bygninger er for høje, kan vi ikke samtidig beklage os over, at København mangler boliger. Vi skal finde på løsninger, der løser problemer, siger gruppeformand og medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Heidi Wang til Berlingske.
Enhedslisten og Radikale Venstre stemte imod lokalplanen.
– Undskyld mig, men det er bindegalt. Nu kommer der en stor og 115 meter høj bred betonmur ved starten af København, når man kommer ind mod byen. Det er synd. Det betyder, at Københavns traditionelle tårne og spir pludselig bliver erstattet af en betonmur, som byder velkommen, og at Islands Brygge kommer til at ligge i skygge i aftentimerne, siger Morten Kabell, der er afgående teknik- og miljøborgmester i København.
Den endelige beslutning om Postgrunden træffes i slutningen af november.
Læs også: Petter Stordalen: Vi kommer til at skabe et nyt Nyhavn på Postgrunden