fredag 20. oktober 2017 11:46
Privat projektbyggeri i Gellerup-kvarteret solgt til Core Property Management
Det første spadestik, der tages af Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard tirsdag 24. oktober, er til det første private byggeri i helhedsplanen for Gellerup i Gudrunsvej Kvarteret. Planen skal skabe sammenhæng til de øvrige bydele i Aarhus.
Det konkrete byggeri er skabt i et offentligt-privat samarbejde mellem Aarhus Kommune, Brabrand Boligforening og udviklerselskabet Svanen Gruppen, der er ejet af familien Brixhuus. Det omfatter i sin første etape 222 familieboliger, fordelt på to karréer, alt 21.500 kvadratmeter. Boligerne er i størrelsen 70-120 kvadratmeter. Hele projektet er solgt til Core Property Management.
– Herudover opfører vi 26 rækkehuse på ialt 2800 kvadratmeter i Skovkvarteret. Det er familieboliger på cirka 110 kvadratmeter, siger Morten Brixhuus, direktør i Svanen Gruppen.
Han oplyser, at det sidste byggefelt i området indebærer mulighed for 8500 kvadratmeter ungdomsboliger.
– Med nye boligtyper i Gellerup begynder vi nu for alvor at se konturerne af den nye bydel, vi er ved at udvikle i Gellerup. Det nye vejsystem er stort set på plads, dagtilbud og kunstgræsbane står klar, og vi er i fuld gang med at bygge nyt domicil til Teknik og Miljø. Jeg er meget glad for, at private aktører nu også kommer på banen og bidrager til den udvikling, vi har sat i gang. Det er afgørende for, at vi lykkes med at omdanne Gellerup fra et boligområde til en bydel, siger borgmester Jacob Bundsgaard forud for starten på byggeriet.
Borgmesteren suppleres af adm. direktør for Brabrand Boligforening, Keld Laursen.
– Spadestikket til familieboliger i den sydlige del af Gellerup markerer et vigtigt skridt i udviklingen af et nyt kvarter med en bystruktur, hvor nye boligformer og byrum vil være med til at skabe en attraktiv bydel. Samtidig er salget af jord til projektet med til at sikre højere boligstandard for nuværende og kommende beboere i boligforeningen, siger han.
Svanen Gruppen investerer knap en milliard kroner i de fire hektar, der på to år i alt skal omfatte 40.000 etagemeter fordelt på 450 eje- og lejeboliger. Oveni vil Aarhus Kommune bidrage med 12.000 etagemeter erhverv.
Den ny helhedsplan ændrer boligbetingelserne for over 6500 beboere i området markant med renovering af eksisterende boliger, nedrivning af blokke og to grunde på 100.000 kvadratmeter, der med private bygherrer skal levere nye former for boliger og erhverv. Planen ventes fuldført i 2030.