tirsdag 17. oktober 2017 08:53
Nyt joint venture på Amager mellem NREP og Arkitektgruppen til 3,4 milliarder kr.
Nu tages første spadestik til et nyt bæredygtigt boligbyggeri på Strandlodsvej på Amager. I alt 29.800 etagemeter fordelt på seks ejendomme og 335 lejligheder, hvoraf de 20 er almennyttige boliger og de resterende 315 private udlejningslejligheder. Første etape af Greensquare Garden forventes klar til indflytning i midten af 2019, og året efter vil hele projektet, der også indeholder 370 kvm erhverv, være tilendebragt.
Det er NREP og Arkitektgruppen, som opfører Greensquare Garden, der er tegnet af Årstiderne Arkitekter, mens Henry Jensen er rådgivende ingeniør. NREP og Arkitektgruppen annoncerede tidligere i år, at samarbejdet er udvidet, så det i dag har en estimeret samlet projektværdi på 3,4 milliarder kroner.
– Med Greensquare Garden fortsætter vi udviklingen af Amager som et attraktivt og spændende boligområde i København. Med en beliggenhed mellem Amager Strandpark og Kløvermarken får de kommende beboere adgang til nogle af de bedste rekreative områder i København samtidig med, at de er meget tæt på city, siger Robin Feddern, adm. direktør i Arkitektgruppen.
Greensquare Garden har fået sit navn efter grundens tidligere mangeårige ejer, antikvitetsforretningen Greensquare, som lå på adressen i 43 år. Greensquare havde 10.000 kvm fordelt på otte lagerbygninger, der nu er blevet revet ned, men hvor 3000 tons knust tegl og 5700 tons knust beton vil blive genanvendt i det nye byggeri.
Genanvendelsen af materialer fra de nedrevne lagerbygninger er blot et eksempel på, at bæredygtighed bliver tænkt ind i alle aspekter af projektet, hvor man følger retningslinjerne jf. dansk bæredygtighedscertificering DGNB, der er anbefalet af Green Building Council. Ud fra fem temaområder med 38 underpunkter vurderes byggeriets bæredygtighed systematisk. Man sigter i byggeriet af Greensquare Garden at blive certificeret til guld.
– Med både en DGNB certificering og anvendelsen af upcyclede byggematerialer har projektet en skarp bæredygtighedsprofil, og boligerne bygges derfor efter det, vi betragter som morgendagens standarder. Bæredygtighed er ikke længere blot en god tanke, men på vej til at blive en del af kerneproduktet. Vi ser i stigende grad, at flere ønsker at være en del af løsningen på de klima- og ressourcemæssige udfordringer, og NREP vil gerne være med til at lede udviklingen mod mere bæredygtige løsninger i branchen, siger Jakob Flymer,
Investment Manager i NREP.
Læs også: Arkitektgruppen og NREP afslutter 50.000 kvm karrebyggeri i Ørestad Syd
Læs også: Walls er kommet i gang med ikonisk 14-etagers højhus på Islands Brygge