De nominerede til Estate Media Årsprisen.

Se de nominerede: Årets kvindelige ejendomsforbillede

Årsprisen gives til en aktør i en del af branchen, der er særlig aktuel, og hvor det netop nu er ekstra vigtigt at sætte fokus på den specielle indsats for branchen. I 2017 er kategorien Årets kvindelige forbillede. Der er et stort behov for at sætte fokus på kvindelige talenter i en branche, hvor der er et voksende antal, men hvor der stadig er tale om en minoritet. Derfor bliver Årsprisen 2017 en kåring af årets kvindelige forbillede. Årsprisen gik i 2016 til Årets unge talent.

De nominerede er:

Selvom der er flere kvindelige partnere i bolig- og projektudviklingsbranchen end i erhvervsmæglerbranchen, så er der kun få, der har gjort en indsats på linie med Lone Bøegh Henriksen fra Home, der er en af Danmarks største formidlere af projektboliger. Et fantastisk eksempel på, at man kan nå sine mål, og en god rollemodel for entreprenørskab og for, at det ikke er nogen hindring at være kvinde i en mandsdomineret branche.

Kirstine Sand sprang ud fra en forholdsvis sikker stilling i ATP Ejendomme og er nu en af de få kvindelige partnere i en dansk erhvervsmæglervirksomhed. Oven i købet sprang hun ud i ejerrollen, hvor hun nu skal bygge en helt ny afdeling for udlejning op fra bunden hos den danske erhvervsmæglerveteran, midt i sin tredje barsel. Samarbejdet mellem Sadolin & Albæk og Kirstine Sand kommer som svar på, hvad begge parter ser som markant skærpede krav fra både internationale og danske investorer og ejendomsudviklere til de kompetencer, erhvervsmæglere skal kunne tilbyde. Der er meget få kvindelige partnere i erhvervsmæglerbranchen, og derfor bliver Kirstine Sand en rollemodel.

Rikke Lykke har på 5 år formået at bygge Patrizia op i Danmark og flyttet virksomheden fra sit eget køkkenbord til et selskab med 35 ansatte. Rikke Lykke er i dag ikke bare adm. direktør for Patrizia i hele Norden, men er også ansvarlig for en række internationale opgaver, når hun sidder med ved direktionsbordet i Augsburg. I løbet af de 5 år har hun og resten af teamet købt ejendomme for 9,3 milliarder kr. og er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at bryde gennem glasloftet i ejendomsbranchen.

Kathrine Heiberg har skabt Reteam, som i dag er en global virksomhed, som også er med til at bringe international erfaring og viden til Danmark. Hun tilgår retailstoffet på en alternativ måde og er ikke bange for at sætte dagsordenen både, når folk falder i svimer, og når de er uenige. Kathrine Heiberg har udviklet mind16, en helt ny måde at forstå forbruger adfærd på, og et resultat af analysemodellen, som er både konkret og operationelt. Det har de set helt ovre i den internationale butikscenterorganisation ICSCs kontor i New York, og det er en af de væsentligste grunde til, at hun har fået deres forskningspris. I 2016 fik hun Real Estate Øresunds pris som bedste real estate partner og i det hele taget er hun blevet mere prisbelønnet i udlandet end i Danmark. Kathrine Heiberg er med til at vise, at man kan løfte loftet og ikke som kvinde nødvendigvis behøver kun at agere som de fleste mænd ville have gjort.

Advokatbranchen er præget af mange mænd og kun ganske få kvindelige partnere. Naturligt nok har de fleste af dem meget travlt med deres advokatforretning, men selvom Iben Winsløw, stifter og navnepartner i Winsløw Advokatfirma, i år for alvor er kommet med i de tunge transaktioner og har rådgivet om ejendomshandler for milliarder, har hun alligevel haft tid til også at sidde i Advokatrådet foruden at deltage i kommissoriet for en ny ejerlejlighedslov under Erhvervs- og Vækstministeriet. Iben Winsløw har desuden brudt ”glasloftet” og er med sin dybe indsigt i ejendomsbranchen i dag medlem af en række bestyrelser i ejendomsbranchen herunder blandt andet Core Bolig VI, Nordic Solar Energy A/S og WindSpace A/S, og samtidig holder hun fast i, at Winsløw skal være et advokatkontor, hvor der er plads til at gøre karriere og have familie på samme tid.

Se hele motivationen på alle nominerede og stem her senest den 20. august.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder