På Dokk1 i Aarhus er pladerne allerede skiftet, men over hele landet er der masser af udgifter på vej til samme problem: At de facadeplader, der er sat på byggerierne suger vand og er nødt til at blive udskiftet. Den første sag, der nu er afgjort, var anlagt af en bygherre mod hovedentreprenøren og totalrådgiveren med påstand om, at disse skulle dække omkostningerne til udskiftning af pladerne og udbedring af de skader, som pladerne havde forårsaget.

Sagen blev på vegne af den almene bygherre ført af advokat Asger Larsen bistået af advokat Liv Helth Lauersen fra Sirius Advokater.

– Voldgiftsretten lægger indledningsvis i afgørelsen til grund, at MgO-vindspærreplader på anvendelsestidspunktet i 2010 var nye produkter på det danske marked. Derudover slår voldgiftsretten fast, at MgO-vindspærreplader på grund af deres fugtsugende og -afgivende egenskaber var uegnede til at blive anvendt i det danske klima som udendørs vindspærreplader i lette facader med ventilerede konstruktioner, siger Liv Helth Lauersen.

Voldgiftsretten lægger endvidere til grund, at de egenskaber, der gjorde MgO-vindspærrepladerne uegnede til anvendelsen, kunne have været konstateret i 2010 under anvendelse af dengang kendte undersøgelsesmetoder. Og med den begrundelse fastslår voldgiftsretten, at hverken betragtninger om udviklingsrisiko eller byggetidens viden kan begrunde, at bygherren skal bære risikoen for skadernes indtræden. Det kommer formentlig bag på de udførende, som havde set pladerne beskrevet i blandt andet BYG-Erfa blade.

Hovedentreprenør – frifundet
– Indledningsvis fremkom voldgiftsretten med en bemærkning om, at en entreprenør som udgangspunkt har et mangelsansvar, ”hvis han vælger at anvende et materiale, der viser sig at være uegnet, selv om han ikke kunne vide det. Det gælder, selv om bygherren ikke har haft indsigelse mod entreprenørens valg eller ligefrem har godkendt det”, siger Liv Helth Lauersen.

I den konkrete sag blev hovedentreprenøren, der havde foreslået anvendelsen af MgO-materialet i stedet for det oprindeligt projekterede fiberarmerede cementmateriale, dog frifundet, idet forslaget var blevet godkendt af totalrådgiver som en projektændring, og idet hovedentreprenøren bl.a. loyalt havde oplyst totalrådgiver om, at materialet var nyt.

– Voldgiftsretten fandt endvidere ikke, at hovedentreprenøren havde pådraget sig et produktansvar over for bygherre, da der alene var tale om selvbeskadigelse, ligesom entreprenøren heller ikke havde pådraget sig et hæftelsesansvar for tidligere handelsleds fejl og forsømmelser, siger Liv Helth Lauersen.

Med afgørelsen har voldgiftsretten generelt fastslået, at MgO-problematikken ikke kan rubriceres som en udviklingsskade. MgO-problematikken kan derfor ikke uden videre henføres til at være en bygherrerisiko, hvilket ellers har været fremført både fra entreprenør- og rådgiverside siden sagens opstart.

– Der vil nu pågå et større arbejde med at nærstudere kendelsen for at få klarhed over, hvilke konsekvenser den kan få for andre MgO-sager med et anderledes hændelsesforløb og set up; det være sig eksempelvis sager om totalentrepriser, sager hvor bygherre og/eller rådgiver ikke af entreprenøren er blevet orienteret om projektændringen og/eller sager, hvor der fra start har været projekteret med et MgO-materiale m.v. En ting er dog sikkert: Med denne afgørelse er det sidste punktum ikke sat i MgO-sagerne.

Man kan læse mere om sagen på Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomheds hjemmeside – www.voldgift.dk

Læs også artikel i Estate Magasin nr. 2 – 2017 om udfordringerne med MgO-pladerne