Køge set ovenfra (foto: Realdania)

Sjællandske huse steget 23 procent på tre år

Det er blevet en hel del dyrere at blive husejer på Sjælland de sidste tre år. Nye tal fra Boligsidens
Markedsindeks fra juli måned viser, at priserne på villa og rækkehuse er steget med henholdsvis
21 og 23 procent i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

I Ishøj, Halsnæs, Faxe, Vordingborg, Sorø og Stevns kommuner har stigningerne i perioden sågar
været på mere end 30 procent.

– Der har været en sjællandsk prisfest på villa og rækkehuse de seneste år, og de her tal viser, at
det ikke kun er centreret i og omkring København. Prisstigningerne i nord-, vest- og sydsjælland
har også været så store, at priserne i Region Sjælland nu nærmer sig Region Midtjyllands, hvor
Aarhus hidtil har trukket gennemsnittet så langt op, at det har været umuligt at nå, siger Birgit
Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Mens huspriserne med det lange sigte er steget markant, har udviklingen i huspriserne den
seneste måned været stabile. Priserne i juli ligner dem fra juni, og det er helt typisk.

– Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for hele landet er 13.421 kroner, og det er en stigning på 15
promille i forhold til sidste måned. Det er naturligt for sæsonen, at der er mere stille om
sommeren end i foråret. Derfor er det nødvendigt at bruge en lidt større tidsmæssig målestok for
at se større prisudsving, siger Birgit Daetz.

Ser vi på priserne i dag og for et år siden, er nogle af de sjællandske kommuner også godt med på
listen over de største stigninger. Listen toppes af Ikast-Brande Kommune, hvor priserne et steget
19 procent det seneste år, mens Faxe, Vordingborg og Halsnæs også er i top fem.

– Det er interessante tal, og det peger i retning af, at priserne på Sjælland måske nok rykker, men
det gør de altså også i Midtjylland, hvor Ikast-Brande, Holstebro og Skanderborg har prisstigninger
over 10 procent.

På grund af de stigende priser i en række af de midtjyske kommuner tror Birgit Daetz ikke,
priserne i Region Sjælland kommer til at overstige Region Midtjyllands foreløbig.

– Der er ikke noget lige nu, der tyder på, at priserne vil holde op med at stige. Der vil komme en
sæsonbetinget nedgang i aktiviteten i efteråret og vinteren. Det kan påvirke priserne, men på den
lidt længere bane vil priserne nok fortsætte med at stige. Og der har vi nok allerede set de største
udsving på Sjælland, mens mange kommuner i Jylland og på Fyn for alvor begynder at rykke nu.

Læs også Ejendomspriser på 60.000 pr. kvm gør Strandvejen til landets dyreste gade





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder