En af ATP's nyeste ejendomsinvestering er hotel Nhow Amsterdam RAI Hotel.

Nye investorer indtager hotelmarkedet

Der kom 12 millioner flere turister til Europa i 2016 end i 2015 og dermed landede 620 millioner rejsende, der alle ville købe en overnatning et eller andet sted på et hotel eller hostel. Det er den vækst, der har ført til, at der lige nu
er planlagt cirka 1.000 hoteller under opførelse over hele Europa med i alt 155.000 værelser.

– Cirka 442 nye hoteller og 69.000 værelser er allerede sat i gang, oplyser PwC, der netop har analyseret markedet.
Det er storbyweekends, forretningsrejser, krydstogter og unges oplevelsesrejser, der er med til at give et
kraftigt opsving i hotelmarkedet. I Danmark alene steg omsætningen per værelse med 14,5 procent i Q1 2017
sammenlignet med Q1 2016 ifølge de seneste tal fra rådgiverfirmaet Nordic Hotel Consulting.

Udviklingen i markedet skyldes dels det voksende antal rejsende men også store strukturelle ændringer i hotelmarkedet, der øger efterspørgslen på nye typer hoteller og dermed ejendomme. Blandt de vigtigste er
• stigende efterspørgsel på luksus- og budgethoteller
• flere turister fra især asiatiske lande
• større efterspørgsel på hoteller også udenfor København i byer som Aarhus, Aalborg og Odense, hvor
hotelkapaciteten er forholdsvis lav og ensartet.

Den højere efterspørgsel fører til lavere risiko ved at investere i godt beliggende hotelejendomme, og når den tendens
falder sammen med et stigende fokus blandt investorerne på at skaffe højere afkast, skaber det et hype i retning af hotelejendomme.

Tendensen er ikke kun dansk men europæisk. En af de investorer, der har øget investeringerne i hoteller, er ATP Ejendomme, der netop har investeret i et udviklingsprojekt, der skal skabe det største hotel i Benelux-landene.

– Vi har været medejer af Rezidor i Aarhus og på Frederiksberg i mange år. Netop nu er der en enorm appetit på ejendomme, og derfor kigger institutionelle investorer også bredere. Mens der før har været fokus på kontor, bolig og butik, så har den appetit givet en opadgående interesse for andre segmenter som hoteller og logistik, siger adm. direktør Michael Nielsen, ATP Ejendomme.

Den tendens er ATP gået med på. 2017 startede med købet af den ejendom, der huser Marriott på Kalvebod Brygge i København sammen med PensionDanmark.

– Med købet af to hotelejendomme i London tidligere i 2016 sammen med AXA og Copenhagen Marriott hotelejendommen har vi konsolideret segmentet i vores ejendomsportefølje, siger Michael Nielsen.

Og det har ATP Ejendomme i løbet af foråret fulgt videre op på endda med et hotel på projektstadiet. Sammen med den globale investor AXAs datterselskab AXA Insurance Companies har ATP købt et 4-stjernet hotelprojekt i
Amsterdam, som allerede er i gang med at blive opført.

Når det firestjernede hotel, Nhow Amsterdam RAI Hotel, står færdigt som forventet i slutningen af 2019, vil det med 650 værelser være det største hotel i Benelux-landene målt på
antal af værelser.

– Helt generelt har vi naturligvis noteret os, at markedet over hele verden er for opadgående, og det hænger naturligt sammen med, at nye grupper rejsende fra Sydamerika og Asien er begyndt at tage på ferie til
Europa. Specifikt har vi så set på, at beliggenheden er i orden, og så skal der være en kendt operatør på projektet.

Amsterdam er en af Europas mest dynamiske byer med hurtigst voksende besøgstal, og derfor er det et ideelt sted at bygge et stort højkvalitets hotel, som både kan tiltrække forretningsrejsende og feriegæster med en operatør, som har en markedsledende position i regionen, siger Michael Nielsen.

Læs resten af artiklen her.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder