(foto: Patrizia)

Patrizia indgår aftale med MT Højgaard om opførelse af 176 boliger i Sydhavnen

Ejendomsselskabet Patrizia har indgået en aftale med MT Højgaard om udvikling og opførelse af 18.660 kvm boligbyggeri på AC Meyers Vænge i Københavns Sydhavn.

MT Højgaard har gennem en årrække udviklet bolig- og erhvervsprojekter i Sydhavnen som f.eks. boligerne på Frederikskaj og det tidligere Nokia, nu Aalborg Universitet.

– Det glæder os, at vi nu får mulighed for at fuldende udviklingen af området ved at opføre dette tætte og grønne boligkvarter i et spændende campusmiljø tæt på Aalborg Universitet i København og den kommende Metro i Sydhavnen, siger divisionsdirektør i MT Højgaard, Christina Jørgensen.

Bebyggelsen består af i alt 176 boliger med både rækkehuse og lejligheder, samt af et mindre antal butikker primært centreret omkring kvarters-pladsen i syd. Fra nord til syd er anlagt et grønt strøgforløb, mens bebyggelsen fra øst til vest brydes af en grøn kile med gang- og cykelruter til Teglværks- og Sluseholmen.

De 56 rækkehuse er i 2, 2½ og 3 plan, og alle er med både for- og baghave. Boligerne i 2½ plan har også tagterrasse orienteret mod syd. De i alt 120 lejligheder er velindrettede, og der er både lejligheder til unge og familieboliger. Derudover opføres butikker, caféer og beboerlokaler i områdets stueetager.

– Projektet er udviklet med respekt for områdets egen karakter og de små pladser. Det grønne miljø og de attraktive kantzoner inviterer til et mangfoldigt og unikt byliv. Vi ser frem til at realisere projektet og til et fortsat rigtig godt samarbejde med ejendomsselskabet Patrizia, siger Christina Jørgensen.

(foto: Patrizia)

Dette er Patrizias fjerde akkvisition i området og kommer efter erhvervelsen af et andet boligudviklingsprojekt i marts. Men i modsætning til de tidligere akkvisitioner i området, hvor Patrizia har investeret i nøglefærdige projekter, så er der her tale om et projekt, hvor virksomheden selv agerer bygherre.

I april kunne selskabet også berette om en akkvisition af seks boligejendomme i Danmark, hvoraf de fem ligger i København og én i Aarhus.

Projektet opføres i flere etaper. De første arbejder forventes påbegyndt i august 2017, og den sidste ejendom forventes afleveret i slutningen af 2019.

MT Højgaard blev rådgivet af Catella.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder