Vibenshus - Estate Media
(foto: Lintrup & Norgart)

Stadig kontorplads i forhenværende chokoladefabrik på Østerbro

Foreløbig 17 virksomheder har valgt Vibenshuset på Østerbro som adresse, og den tidligere Galle & Jessen-
chokoladefabrik er efterhånden blevet daglig arbejdsplads for 450 ansatte.

– Topdanmark overtog ejendommen for nogle år siden og har moderniseret lokalerne, som er en kombination af den gamle fabrik og nybyggeri fra 2001. På den måde er Vibenshuset blev en enestående bygning med en masse fælles faciliteter og gode muligheder for at netværke i dagligdagen. Det har banet vejen for en stribe udlejninger, selv om hovedstaden fortsat har mange tomme kontorer, siger Lars Westall, associeret partner i mæglerfirmaet Lintrup & Norgart.

Blandt de nye lejere er Abakion, som hjælper virksomheder og organisationer med at digitalisere deres forretningsprocesser.

– Vi boede i forvejen på Østerbro i mere traditionelle lokaler og havde brug for mere plads. Vi har fået et kraftigt løft, fordi vi har adgang til en række faciliteter, som vi med 70 ansatte ikke kunne have, hvis vi boede for os selv.  Huset holder løbende arrangementer på tværs af firmaerne, og vi har fået en ny kunde blandt de andre her i ejendommen. Det er samtidig vigtigt for os, at arbejdsstedet er attraktivt, så vi kan tiltrække og fastholde medarbejdere, siger adm. direktør og medejer Kenneth Kryger Gram.

Ligesom Abakion lægger vægt på at indgå i netværk med andre virksomheder i den store bygning, så åbner it-firmaet selv dørene for unge iværksættere.

– Vi har en del start-ups siddende hos os. De løser måske nogle opgaver for os, men kan også bare bo her et stykke tid. Tilbage i 2000 boede vi selv hos andre virksomheder, og vi vil gerne hjælpe nogle unge folk i branchen på vej, nu da vi selv er blevet større, forklarer Kenneth Kryger Gram.

Den oprindelige fabrik blev bygget tilbage i 1884, da Galle & Jessen flyttede produktionen af bl.a. chokoladefrøer ud fra Indre by til Vibenshus Runddel. De næste cirka 100 år blev her fremstillet lækkerier, men det foregår i dag hos Toms Fabrikker i Ballerup. Det meste blev revet ned, og en del år lå Mærsk Data/IBM på adressen.

De seneste år er ejendommen forandret til et moderne flerbrugerhus med en række fælles faciliteter: Personalerestaurant, reception, kaffebar, fitness, auditorium, konferencecenter, mødelokaler, mange p-pladser og jævnlige netværksarrangementer.

Om to år åbner metrocityringen med Vibenshus Runddel Station lige uden for hovedindgangen.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder