fredag 19. maj 2017 12:43
Gaihedes adm. direktør Jesper-Max Larsen fratræder på grund af skuffende indtægter
Rådgivervirksomheden Gaihede, ingeniører & arkitekter, skal have en ny adm. direktør. Det sker for at fastholde den overordnede positive udvikling i den 15 år gamle virksomhed, som rådgiver indenfor renoveringsområdet i Københavnsområdet.
Jesper-Max Larsen, som har været adm. direktør siden juni 2015, er fratrådt. Det sker efter, at virksomhedens stigende aktiviteter ikke slår igennem i regnskabet.
– Vi havde et fint år i 2016, men desværre er det momentum stoppet i år 2017, så derfor er vi tvunget til at rette op på det. Den udvikling må vi som bestyrelse forholde os til, og handle derefter, siger medejeren af Gaihede, Ragn Gaihede.
Han og bestyrelsen varetager nu midlertidigt de aktuelle adm. direktør-opgaver, mens den daglige drift fortsat ledes af teknisk direktør Jesper Krog.
Ragn Gaihede har tidligere været adm. direktør i virksomheden og stået i spidsen for den fra starten i maj 2002 til midt i år 2015. Han understreger, at hans og bestyrelsens daglige lederskab er en midlertidig løsning. Gaihede er i gang med at vælge den rigtige kandidat til posten. Ragn Gaihede forventer, at det sker inden for en overskuelig periode.
– Vi leder efter en erfaren mand eller kvinde til posten. En, der forstår os som virksomhed, hvor vores fokus er kvalitet og kundetilfredshed. Samtidig skal vedkommende kunne overskue og tage de rette beslutninger, så alle vores aktiviteter og indsatser skaber værdi, udtaler Ragn Gaihede.
– Somme tider skal der skiftes ud for at få det perfekte hold. Og det gør vi nu, siger Ragn Gaihede.