Partner og direktør Claus Møller, Actus. Foto: Actus

Actus efter tilfredsstillende 2016: Træerne vokser ikke ind i himlen

Actus Investor har i gennemsnit forrentet deres investorers penge med 16,8 procent i 2016.

– Efter aflæggelse af regnskaber for samtlige vores ejendomsprojekter, kan vi nu gøre status for et tilfredsstillende 2016. Ejendomsmarkedet var og er ganske positivt, hvilket afkastet også dokumenterer, siger adm. direktør, Claus Møller.

I 2017 vil Actus realisere en del af de gevinster, som virksomheden har opbygget i deres projekter, og de er på udkig efter nye projekter, som de kan reinvestere gevinsterne i. Omsætningen i Actus er ifølge Claus Møller den højeste i selskabets historie.

Men Claus Møller er meget agtpågivende overfor nye investeringer, da han stadig har det seneste finanskrak i hukommelsen.

– Vi er dog bevidste om, at træerne ikke vokser ind i himlen, så alle investeringer bliver gransket særlig grundigt i disse tider. En af de få fordele ved at blive ældre er, at man skal nyde den gode stemning, mens den er der. For vi gamle hanelefanter ved, at det vender, siger Claus Møller.

– Vi kigger meget på, om det vi køber er luft eller reelle værdier. En reel værdi kunne være nyopførte rækkehuse, hvor at man kan se, at det sælges til under den pris, der er i markedet. Det modsatte kunne være en flot ejendom med ejerlejligheder i et sekundært område, men det bliver solgt til Hellerup-priser. Det betyder, at det er gået for hurtigt, og at nogen gerne vil sparke penge efter sådan noget, men det vil vi ikke, siger Claus Møller til Estate Media.

Han kalder markedet for brandvamt, og må erkende, at der i dag er længere mellem snapsene, end dengang i 2010, hvor Actus ikke skulle slås med så mange andre på markedet.

Nu kigger Actus mod mindre danske byer i vækst for at finde ejendomme, som kan give et respektabelt afkast. De investerer slet ikke i centrum af Århus eller København, men derimod i byer som Hillerød og Roskilde.

Claus Møller mener dog, at der er en tydelig forskel i markedet fra 2007 til i dag.

– Dengang så mange kun himlen, men sådan er det ikke i dag. Der er mere sådan en stemning af at “nu skal vi også til at passe på”, og det var der ikke i 2007, hvor man bare hamrede derudaf.

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder