Sådan kommer VIA University College til at se ud. (foto: C.F. Møller)

C.F. Møller vinder VIA University College i Horsens

Det nye VIA University College og Innovationshuset, samlet 35.000 m², skal tilsammen udgøre tæt på halvdelen af det nye, samlede campusområde i Horsens, som Casa i 2015 vandt retten til at udvikle med Horsens Kommune som bygherre, og det bliver C.F. Møller, der skal tegne projekterne.

– Visionen om Campus Horsens har potentiale af international format, og det er fantastisk, at vi kan være med til at skabe rammerne om fremtidens uddannelsesby, og derfor er vi enormt stolte over resultatet, siger Michael Kruse, partner i C.F. Møller og ansvarlig arkitekt på projektet.

Ordlyden er da heller ikke til at tage fejl af i dommerbetænkningen, som roser C.F. Møller og C.F. Møller Landscapes projekt, der vinder blandt ”tre meget flotte og gennemarbejdede projekter, der alle – på hver sin måde – har løst den stillede opgave”.

Det nye VIA og Innovationshuset skal bygges ved Horsens banegård, og samlet kommer området til at hedde Campus Horsens. C.F. Møllers vinderprojekt er blevet udvalgt af et panel af fagdommere, uddannelsesinstitutionerne, Horsens Kommune og Casa.

– Projektet løser med et enkelt greb omkring et centralt sammenbindende atrium på en meget flot og enkel måde sammenhængen i VIAs undervisningsbyggeri og Innovationshuset. Det centrale atrium bliver VIAs bankende hjerte og kobler indadtil de tre selvstændige bygningskarreer og tårnet, ligesom det udadtil bliver koblingen mod byen og Campuspladsen. I forslaget dirigeres mest muligt flow gennem det store centrale atrium på stueplan, så aktivitet, trafik og dynamik finder sted på byens gulv, både ude og inde, lyder det fra fagdommerne Katja Viltoft, JJW Arkitekter og Klaus Mikkelsen, Henning Larsen Architects.

En hovedidé med C.F. Møllers samlede projekt for VIA er, at der skabes et sted, som møder byen og åbner sig mod samfundet med aktiv og ungdommelig energi. Ønsket har været at skabe en campus, der er et billede på, hvordan et moderne videnssamfund skal forme sig i fremtiden – klogt, åbent, tæt, kreativt, heterogent, individuelt og med stor sammenhængskraft til byen og samfundet.

– Det fremstår både sammensat af enkelte bygningsafsnit, med hver sin identitet, samt som én samlet skole med høj grad af fleksibilitet og stor rumlig og indholdsmæssig mangfoldighed. VIA og Innovationshuset er bygget op ud fra det klare mål at etablere et så robust bygningsmæssigt koncept, som i kraft af sin enkelthed og rationalitet både vil kunne realiseres inden for den økonomiske ramme samt sikre, at skolen – med sin store fleksibilitet – kan tilpasse sig fremtidige forandringer og programændringer, uden at de arkitektoniske kvaliteter svækkes, siger Michael Kruse.

Konstantin Lassithiotakis, der er direktør i VIA University College og leder af Campus Horsens, er begejstret for vinderprojektet fra C.F. Møller og C.F. Møller Landscape.

– Vinderprojektet opfylder på bedste vis VIAs vision for det nye campusbyggeri og matcher vores mange forskellige uddannelser til blandt andet ingeniør, bygningskonstruktør, pædagog og sygeplejerske. Projektet giver en fremragende løsning til at opnå den styrkede sammenhæng, vi har ønsket os i forhold til tre dimensioner: Internt i VIA, på campus med de øvrige virksomheder og institutioner og ikke mindst i forhold til Horsens by, siger Konstantin Lassithiotakis.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder