tirsdag 09. maj 2017 10:58
Claus Hommelhoff, Lars-Erik Larsen og Erik Andresen køber Nybolig Erhverv
Tre aarhusianske investorer Claus Hommelhoff, Lars-Erik Larsen og Erik Andresen køber Nybolig Erhverv kæden. Nykredit beholder dog boligdelen af kæden, som de i højere grad vil fokusere på, mens de ikke har set udtalte synergier i erhvervsdelen.
– Det er franchiseselskabet, som er solgt, mens ændringen af ejerskabet ikke ændrer ved forholdene omkring franchisemodellen. Franchisetagerne over hele landet kan som enhver anden franchisetager vælge at fortsætte i kæden på helt normale vilkår, siger presseansvarlig Thomas Hovgaard fra Nybolig.
Nybolig Erhverv har en række markante og højtprofilerede partnere over hele landet og med 24 forretninger på landsplan er Nybolig Erhverv den markedsledende erhvervsmæglerkæde i Danmark. Kæden har blandt andet markante spillere i såvel København som i Aarhus, Aalborg, Odense og Trekantområdet og oplyser selv, at de formidler hver 4. ejendom i Danmark.
Claus Hommelhoff er i forvejen dybt engageret i ejendomsmarkedet og vandt senest muligheden for at opføre det højt profilerede Lighthouse projekt på Aarhus Havn sammen med Rune Kilden. De to vil bygge Danmarks højeste bygning.