mandag 24. april 2017 11:13
Niam køber odenseanske HD Ejendomme med portefølje på 4,2 milliarder kr.
Niam har indgået aftale om at købe 100 procent af aktierne i ejendomsselskabet HD Ejendomme, der har hovedsæde i Odense på Fyn.
HD Ejendomme har i dag en ejendomsportefølje med en samlet bogført værdi på cirka 4,2 milliarder kr., der omfatter ca. 2.000 lejeboliger og 375 erhvervslejemål fordelt over hele landet. Hovedparten af boligerne er rækkehuse, lejligheder og villaer bygget indenfor de seneste 15 år og placeret i udkanten af større byer eller i udvalgte mindre byer. Af historiske årsager er der en koncentration af boliger omkring Odense og på Fyn.
Efter nogle forudgående år med hastig ekspansion kom HD Ejendomme i vanskeligheder i forbindelse med finanskrisen. Siden 2009 har de finansielle kreditorer og selskabets ledelse med succes arbejdet på at optimere driften og nedbringe balancen.
I forbindelse med købet modtager virksomheden en stor kapitalindsprøjtning fra Niam og med den økonomiske og strategiske styrkelse kan fokus entydigt rettes mod fremtiden til gavn for alle virksomhedens interessenter og samarbejdspartnere.
– Vi er meget tilfredse med at kunne erhverve HD Ejendomme, hvor vi særligt ser et potentiale i at bygge videre på den veldrevne boligportefølje, der kan fungere som en stabil platform for yderligere tilvækst, siger CEO Johan Bergman, Niam AB.
Landechef for Niam i Danmark Kristian Krogh skal nu i gang med arbejdet med selskabet.
– Medarbejderne, ledelsen og bestyrelsen har gjort et flot arbejde med at føre selskabet igennem stormen. Der er ikke tvivl om, at det over årene har været udfordrende at være i en situation, hvor der har været væsentlige begrænsninger på handlemulighederne. Fra nu af vil HD Ejendomme være en stærk og sund virksomhed i normal drift og med en lys fremtid.