(Foto: Karen Mosbech)

Freja fremviser resultat på over en halv milliard i rekordregnskab

Freja Ejendomme landede et resultat på 586 mio. kroner før skat i 2016 Overskuddet er primært skabt gennem transformation af tidligere statslige ejendomme til nye funktioner med en ny lokalplan.

– I 2016 har vi fået et rekordhøjt antal lokalplaner godkendt – i alt 8 lokalplaner for 230.000 etagemeter i en række forskellige kommuner, siger administrerende direktør i Freja ejendomme Karen Mosbech.

Lokalplanerne er resultatet af et langt sejt træk, hvor Freja ejendomme har arbejdet tålmodigt med at udvikle og udfolde de enkelte ejendommes potentiale. Nogle af ejendommene har taget et halvt årti at få gennem den demokratiske proces, mens andre er blevet gennemført på væsentligt kortere tid. Resultatet er et vidnesbyrd om, at tålmodighed betaler sig på den lange bane.

– Vores årsregnskab viser, at det godt kan betale sig at have det lange lys på og arbejde for at få skabt det bedst mulige projekt med de rigtige samarbejdspartnere, selvom udfordringerne til tider synes uoverstigelige. Jeg glæder mig til at se de mange nye projekter vokse frem, siger Karen Mosbech.

Take off på Flyvestation
Flyvestation Værløse er et af de projekter, Freja forventer sig meget af. Her er det lykkedes at transformere det gamle militærområde til en flyvefærdig bydel i udkanten af København. I foråret begynder opførelsen af de første 200 boliger, der får udsigt ud over et fredet landskab med hangarer, shelters og kilometervis af landingsbane.

Scherfigsvej i København Ø får også luft under vingerne i 2017. Her kan københavnerne se frem til en bebyggelse på 15.000 kvm. ved Svanemøllebugten med både ejerlejligheder og almene boliger. I Odense har Freja også gang i et udviklingsprojekt. I Cortex Park fik Freja i efteråret 2016 godkendt en lokalplan for yderligere 70.000 kvm. bebyggelse, så godt 130.000 kvm. af området nu er lokalplanlagt.

Cortex Park er en del af Campus Odense, der vil få et dagligt flow af 50.000 mennesker, når Nyt OUH åbner, og SDUs udviklingsprojekt står færdig.

– Det er blevet lettere for investorerne at finde finansiering, og der er mere risikovillig kapital tilgængelig. Derfor forventer vi, at de positive takter i markedet forsætter i 2017. For Frejas vedkommende forventer vi dog ikke at samme historiske højder i 2017 som i 2016. Det skyldes, at vores portefølje ved indgangen til 2017 ikke indeholder store ejendomme i København K. Baseret på den nuværende viden og forventning til igangværende og planlagte lokalplanprocesser forventer vi derfor et resultat i 2017 i størrelsesordenen 150-250 mio. kroner. før skat, slutter Karen Mosbech.

Læs også:Frejas udviklingsdirektør indtræder i direktionen

Læs også: Freja får to hospitaler mere til salg

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder