Ugen i Ejendom: Derfor skal du tage til Mipim…og lidt om Patrizia, Colliers og Tegnestuen Møllestræde

– Vi ses næste uge.

Mipim-genkendeligheden er indtrådt i ejendomsbranchen. Hvad enten man sidder i Aalborg, Aarhus, Odense eller København, så ved de allerfleste hardcore ejendomsfolk i dag, hvad Mipim er og rigtig mange af dem tager messen dybt alvorligt. Og så er der de andre – især større ejendomsselskaber og institutionelle investorer – som mener, at der ikke sker noget i Cannes, som man ikke kan opleve herhjemme.

Begge dele er for så vidt rigtigt. Siden jeg første gang var på Mipim i 1992 har jeg været en fortaler for at bruge messen. Det minisamfund, der bliver bygget op i Cannes i dagene under Mipim, giver mulighed for at skabe en relationsdannelse, der i dagligdagen kan tage flere år at bygge op, og de nye kontakter får man ikke på samme måde, når alt er planlagt. Og hvis man har planlagt grundigt og gjort sit forarbejde via alle de værktøjer Mipim stiller til rådighed, så får man meget for pengene.

Det mener jeg så til gengæld stadig ikke, at den danske delegation gør fuldt ud. Tiden er helt sikkert godt brugt til at pleje eksisterende og nye danske og internationale kontakter på rekordtid. Men der kunne nok også gøres meget mere, så danskerne ikke lukker sig om sig selv og i stedet får endnu større udbytte af messen og de mange internationale kontakter. Vi har så meget at byde på i København og resten af Danmark, og det er som i udlandet ikke kun en investeringsfremmeorganisation og offentlige myndigheder, der bærer ansvaret for at fortælle udlandet, hvad vi kan og være med til at tiltrække investeringer.

De seneste år har jeg nævnt for adskillige aktører, hvordan vi som journalister bliver bombarderet med pressemeddelelser og invitationer lige fra muligheden til at møde en fodboldstjerne, en tyrkisk minister, en norsk skakstjerne, en butikscenterinvesterende sheik, høre nærmere om udviklingen i Lyon til at blive SMS-adviseret, hvis en britisk minister får mulighed for at lægge vejen forbi Cannes og møde verdensejendomspressen til en snak om Brexits konsekvenser. Den del kunne den danske delegation helt sikkert få mere ud af.

De senere år har flere og flere danskere valgt at lægge tid ind til at se udstillingen, og det vil jeg også anbefale. Ikke mindst Innovation Forum og elevatorfirmaet Schindlers research og udstilling om fremtidens byer giver et interessant fremtidskig. Og så er det da imponerende at se fremtidsvisionen hos et firma, der som de siger “flytter 1 milliard mennesker om dagen”.

Estate Media har i år arrangeret Conference in the Sky. Det var en stor beslutning at leje et fly, men vi er superglade for opbakningen, der gør, at vi i år flyver i alt 148 mennesker sammen til Mipim mandag eftermiddag. En del af det at være i ejendomsbranchen med store byggerier, der skyder op af jorden og store fejringer, når handler går godt, er også at have prøvet lidt af hvert. Jeg synes alligevel, det bliver helt særligt at kunne byde velkommen i vores eget fly KUN med ejendomsfolk og på den måde gøre Mipim til et endnu mere professionelt forum helt fra check-in i Kastrup. Og for dem, der ikke flyver med Estate Media flyet, så ses vi på Nordic Lounge tirsdag kl 17-19, hvor der sidste år var næsten 600 ejendomsfolk fra hele Norden, der kiggede forbi til vin og musik.

Læs Årets Gå-i-byen guide til Mipim

Læs Nyt rekordår på Mipim: Over 24.000 tilmeldt

Se invitationen til Nordic Lounge her

Og skal man ikke til Mipim, ja så rapporterer vi hele ugen dernedefra og deler det, som redaktionen tager med sig fra årets udstilling.

Ugens overskrifter om Mipim, ja de trak naturligt mange læsere, men det gjorde nyheden om et strategisk samarbejde mellem ARCnordic og Arrow også. Det er meget sjældent, at danske arkitektfirmaer på den måde linker op med internationale samarbejdspartnere og ikke mindst er det for ARCnordic gået hurtigt fra at være den i Nordsjælland berømte – men dog forholdsvis lokale Tegnestuen Møllestræde til nu at være del at et internationalt samarbejde.

Læs Danske arkitektfirmaer indgår strategisk samarbejde

Også Patrizias køb af endnu en ejendom på Teglholmen trak mange læsere. Den tyske investeringsfond har nu ejendomme i Danmark for 6 milliarder kr. og tror åbenlyst fortsat på stor efterspørgsel i Sydhavnen i København på samme måde som en række af de danske institutionelle investorer, der også har sat penge i området.

Læs Patrizia køber 15.000 kvm. på Teglholmen

Læs Daniel Hedemann skifter fra Patrizia til PFA

Nye navne i branchen er også interessant for mange. Ikke mindst når det går lidt udover det forventede. Erhvervsmæglerbranchen har i flere år været igennem en “djøf-ificering”, som nogle nævner med stor glæde i stemmen og andre med frygt og måske lidt afmagt. Sikker er det i hvert fald, at Colliers’ nye erhvervsmægler David Loft kommer fra Deloitte og har en cand merc med i bagagen med sine 27 år, og det var der mange, der har set nærmere på i nyhedsstrømmen.

Læs David Loft til Colliers fra Deloitte

Endelig så var det også interessant, at de to store asset managers Aberdeen og Standard Life meldte ud, at de arbejder på at gå sammen. Aberdeen har i mange år været storinvestor i Danmark, og Standard Life er blevet det i løbet af de to sidste år. Går de to sammen vil de komme med i den absolutte topliga på det danske marked. Foruden at det naturligvis vil give en del implikationer til de leverandører. Spændende at se, hvad der kommer til at ske der.

Endelig så var det kvindernes internationale kampdag, og det har været mig en stor glæde, at mit opmærksomhedsopråb til branchen i denne uge røg direkte ind på de mest læstes top 10. Og endnu bedre har fået flere kvinder til at gøre opmærksom på sig selv både direkte og på SoMe. Her kan kun lyde en opfordring til at holde fast til både beslutningstagende mænd og kvinder: Lad os få ejendomsbranchen ind i 2017 også på det punkt!

Jeg var blandt de første til at sætte fokus på netop kvinder i ejendomsbranchen og startede i 2000erne en konference om Kvinder i Ejendom, hvor vi uddelte en pris til Årets kvindelige forbillede. Flere mænd tog fat i mig og syntes det var uretfærdigt, at det kun var kvinder, der kunne få en pris. I dag uddeler vi årets Estate Media priser på Ejendomsdagene, og det er retfærdigt og fornuftigt ikke at gøre forskel, men vi må også her skærpe opmærksomheden, så udviklingen kommer helt af sig selv i stedet. For det er ikke sket.

Læs kommentar Men hvor er kvinderne i ejendomsbranchen?

Læs 9 procent af de ansatte er kvinder i byggebranchen

Mipimfan eller ej? Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til i næste uge at møde et fantastisk udvalg af branchens bedste – både kvinder og mænd – på Mipim og høre om alle de spændende ting, der sker i branchen i Danmark og internationalt. Vi ses i Cannes!

God weekend.

 

 

 

 

 

 

 

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder