tirsdag 31. januar 2017 11:22
Administrationshuset køber Plan 1 Arkitekter
Plan 1 Arkitekter og ARI Byggerådgivning er går sammen. I den forbindelse bliver aktiviteterne i de to selskaber lagt sammen, og de fortsætter under navnet Plan 1 Byggerådgivning. Det er ARIs moderselskab, Administrationshuset, som via ARI overtager aktiviteterne i Plan 1 Arkitekter. Arkitektfirmaet har gennem mere end 30 år opbygget en stærk organisation med solide kompetencer indenfor nænsom bygningsrenovering, mens ARI Byggerådgivning gennem de sidste 11 år har slået sit navn fast som en solid totalrådgiver med fokus på langsigtede løsninger og sikker økonomistyring og underleverandør til Administrationshusets kunder.
Administrationshuset er en af Danmarks største og hurtigst voksende administrationsselskaber og ejendomsrådgivere og er vokset med 2-cifrede vækstrater de seneste år og ligger nu på Danmarks top 3 eller 5 indenfor administratorer alt efter, hvordan man opgør det.
Plan1 Byggerådgivning vil blive ledet af Martin Yde og Henrik Suhr. De har hver især bygget de to virksomheder op fra grunden og vil sammen skabe en ny organisation med 25 arkitekter, konstruktører og ingeniører, som især har referencesager inden for renovering, ombygning og kontorindretning.
Planen er at videreføre og fusionere Plan 1 Arkitekters mange års erfaring, fokus på æstetik og bæredygtighed og ARI Byggerådgivnings store viden om proces, drift og økonomistyring i det nye selskab.
Plan1 Byggerådgivning vil fremover være – som ARI Byggerådgivning har været de sidste 11 år – Administrationshusets tekniske ben og servicere Administrationshusets kunder med byggeteknisk og driftsrelateret rådgivning.
– Vi holder dog samtidig fast i, at Plan 1 Byggerådgivning skal operere som et selvstændigt rådgivningsfirma, der også henter sine opgaver i fri konkurrence med andre rådgivere, siger adm. direktør Rasmus Juul-Nyholm, Administrationshuset.
Med fusionen bliver husets kompetencer og kapacitet voldsomt forøget inden for bl.a. vedligeholdelsesplanlægning, teknisk due diligence og energioptimering.
Rent praktisk flytter Plan 1 ind i ARI og Administrationshusets nyindrettede lokaler på Gammel Køge Landevej og alle igangværende sager fortsætter uændret og med samme kontaktpersoner.
– Efter fusionen vil vi være tæt på 100 personer i vores hus, fordelt på cirka 25 arkitekter og ingeniører, 60 administratorer, økonomifolk og jurister og 7 personer, der arbejder med facility management og ejendomsservice. I løbet af foråret bliver hjemmesiderne omlagt, og organisationen ændret, oplyser Rasmus Juul-Nyholm.
Læs om administrationsbranchens største selskaber i Estate Magasin nr.5-2016