Ugen i Ejendom: Afkast på 135 procent og ejendomme for 700 millioner til salg

Der skal være helt særlige forhold, der gør, at vi i Estate Media omtaler ejendomme til salg. Det var der i denne uge, hvor en investor valgte at indføre halv-amerikanske tilstande i det danske erhvervsejendomsmarked og dermed knyttede der sig helt særlige forhold til den udbudte portefølje. Den historie var der da også så mange, der fandt interessant, at den blev ugens absolut mest læste.

Vejlenseren Mogens Zinck, der før krisen blandt andet byggede P-hus i Københavns Sydhavn, har stille og roligt købt ejendomme op i de seneste år, mens de var nødlidende og har fået opbygget en portefølje, der nu udbydes til 700 millioner kr.

Men det der for alvor er interessant er, at Mogens Zinck ikke har tænkt sig at gå af de traditionelle veje nu, hvor han gerne vil af med porteføljen for at kunne købe nye projekter op. Sammen med de jyske investorer, der står i kulissen, har han ikke engageret en mægler til hverken at køre en off- eller on-market proces. I stedet har han meldt ud i markedet, at nu er porteføljen til salg og den mægler, der kommer med det afgørende lead, får provenuet. Det ligner lidt den måde, man kender ejendomssalg på fra USA eller Frankrig, hvor flere mæglere kan have den samme ejendom til salg og den, der lander kunden, får honoraret.

Læs Vejle-selskab vil sælge ejendomme for 700 millioner kr.

Ugen bød også på flere andre nyheder fra både Jylland og Fyn, der røg ind blandt de meste læste. En af de mest markante var, at Facebook nu bygger sit 8. globale og 3. europæiske datacenter på Fyn. Facebook håndterer stadig flere data i takt med, at brugerne i stigende grad lægger små videoer op på deres profiler, klip fra nyhedsudsendelser og meget andet. Og efter måneders spekulationer blev det altså nu offentliggjort, at der kommer et center på godt 56.000 kvm. på en 500.000 kvm. stor grund. Investeringen er god for Odense, men også for Danmark som helhed. Og på en dag, hvor Trump har meldt ud, at han vil gøre, hvad han kan for at stoppe den grønne omstilling og indføre kul- og skiftergas opvarmning, er det beroligende læsning, at Facebook vil satse 100 procent på vedvarende energi.

Læs Facebook bekræfter opførelse af 56.500 kvm. datacenter i Odense

Også nyheden om, at et 9 etager højt kontorhus nu er på vej i Kolding trak mange læsere. Og det er da heller ikke hver dag, at der bliver bygget nyt – delvist spekulativt – kontorbyggeri langt fra både København og Aarhus, men det sker altså nu med private og uafhængige investorer bag.

Læs 7.000 kvm. kontorhus på vej i Kolding

Tilbage i hovedstaden blev ugens nyhed om Hines køb af 5 strøgejendomme på vegne af en tysk pensionskasse en af de mest læste nyheder. Og det er da også rigtig spændende at se, hvor utrolige afkast nogle af de investorer, der gik ind i Danmark først, allerede nu kan få hjem, når de exiter. Og det er også med en åbenhed, som det danske marked – og her ikke mindst de institutionelle investorer – kunne lære noget af, at Hines og Avignon fortæller om købet. Avignon oplyser for eksempel, at de har fået et afkast på hele 135 procent efter at have ejet porteføljen siden 2011, hvor der kun var en spirende efterspørgsel på strøgejendomme. Og de fortæller også åbent, at blandt succeshistorierne med at udvikle ejendommene er udlejningen til tøjmærket Superdry, der har medført en lejestigning på 200 procent.

Læs Avignon Capital sælger 5 strøgejendomme 

Læs RED tror på flere opkøb fra Hines

Allerede i marts påbegyndte Avignon salgsarbejdet med salget af den højtprofilerede ejendom på hjørnet af Købmagergade og Strøget, der huser Louis Vuitton.

Læs Louis Vuitton-ejendom solgt for 200 millioner kr.

Endelig så var det også ugen, hvor Byggesocietetets traditionsrige nytårkur fandt sted. I år var mere end 400 mennesker tilmeldt, og snakken var livlig i pauserne. Blandt de inviterede gæster var Venstres nye spidskandidat i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, og overborgmester Frank Jensen. Og forespurgt på om man skal gøre noget ved de hastigt stigende priser, så åbnede førstnævnte op for at drøfte rækkefølgeplanen for udvikling af nye boligområder og måske frigive flere områder for at beskytte lejere og boligejere og øge konkurrencen mellem udviklere og investorer. Men den lukkede overborgmesteren hurtigt igen med et svar om, at investorerne skal føle sig trygge ved, at der ikke er flere områder igang end, at kommunen kan følge op med infrastruktur, skoler, cykelstier og alt det andet, der følger med. Hvis man ikke vidste bedre, så skulle man netop der ikke tro, at Cecilia Lonning-Skovgaard er blå og Frank Jensen rød.

Læs Vi skal være hurtigere men stadig grundige

Fra Aalborg melder navnebroderen Frank Jensen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech om stor efterspørgsel på boligudlejningsejendomme.

Læs Investorer på jagt efter boligejendomme i Aalborg

Og til sidst, ja så sker der sjove ting, når man laver klik-statistikker. I denne uge røg en nyhed fra december måned om pensionskassernes interesse for en havnetunnel for eksempel højt op på listerne. Er der måske nogen, der kan fortælle hvorfor den er blevet så aktuel? Jeg har i hvert fald ikke kunnet se det.

Læs Danske pensionskasser vil finde 30 milliarder til havnetunnel

Det bliver i alle fald spændende at se om der kan udvikles nogle finansielle instrumenter i de kommende år, der kan give fornuftige investeringer og samtidig opgradere det danske samfund. En af indvendingerne er blandt andet, at der ikke er store nok porteføljer. Men måske skal man begynde at se lidt mindre snævert på mulighederne og også skele til, om der måske kan skabes projektporteføljer på tværs af projekter og eventuelt segmenter. Eller måske ligefrem på tværs af landegrænser. Måske er der nogle derude, der godt kunne se sig selv løfte en portefølje med en tunnel i København, en bro i Sverige og et hospital i Baltikum – eller noget helt andet!

Rigtig god weekend!





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder