Ugen i Ejendom uge 50

Ugen i Ejendom: Transaktionsboom op til jul

Alt tyder på, at mæglernes forventninger til et rekordtransaktionsår ser ud til at holde stik. Der er kun en uge til jul, og nyheder om closings vælter ind i redaktionens mailboks. På vandrørene lyder det endog til, at flere er på vej, når de sidste detaljer falder på plads rundt omkring inden julefreden sænker sig.

Jeudan er en af dem, der har været i markedet. Per W. Hallgren har ellers tidligere sagt, at han synes det er blevet for dyrt, men mon ikke fristelsen til at sætte sig endnu tungere på en af Københavns mest centrale og efterspurgte gader, Bredgade, blev for stor. Der er vel også basis for stordrift og fleksibilitet i nabolaget, når man opbygger en af Københavns største porteføljer dør om dør.

Læs Jeudan køber ejendomme af Tryg for 655 millioner kr.

Et andet læserhit var naturligt nok salget af Købmagergade 3. Her vil parterne ikke oplyse prisen, men Nybolig Erhverv har været i markedet og sige, at der er tale om et rekordlavt afkast. Så spørgsmålet er om AWDK Invest er nede at ramme 3,x eller endnu lavere. Spændende er det – og i kontrast til mange andre ejendomme – at på trods af, at Nybolig Erhverv oplyser, at de har trukket på det internationale Savills-netværk, ja så endte ejendommen altså på danske AWDKs hænder styret af Signe Steen Risager.

Læs Købmagergade 3 solgt til AWDK

Også i Aalborg har der været gang i transaktionerne. TK Development, der ellers har været temmelig stille omkring siden krisen, begynder nu igen at røre på sig og har solgt et lejlighedsprojekt med 57 lejligheder. I det hele taget er der gang i provinsen. Det gælder ikke bare de store byer, men også i de mindre byer, der kan præstere bare få procentpoints befolkningstilvækst, begynder der at finde udvikling sted.

Læs TK sælger 4.900 kvm. lejlighedsprojekt i Aalborg

Ugen har været præget af flere ting, som man bør lægge særlig mærke til. Den ene er den om Københavns Lufthavn. Det er utrolig positivt for ikke bare lufthavnen, men for hele Danmark, hvis Københavns Lufthavn kan fastholde sin position som den stærkeste og største i Norden. Planer om flere oversøiske ruter er alfa og omega, og det giver ikke bare opgaver til bygge- og ejendomsbranchen i forbindelse med selve udvidelsen, men det sætter også luft under planerne om ejendomsmæssig ekspansion og mulighederne for at tiltrække logistikvirksomheder til arealerne omkring lufthavnen.

Læs Københavns Lufthavn vil udvide for 20 milliarder kr. – Se visualiseringen

På Mipim i marts vil Københavns Lufthavn sammen med Copenhagen Capacity fortælle om mulighederne for at placere logistikejendomme omkring lufthavnen, og det er en forudsætning for yderligere vækst. Stockholms Arlanda har positionen som Nordens førende i kikkerten, og derfor er det vigtigt for Københavns Lufthavn at holde sin position. Samtidig er det positivt, at på trods af, at lufthavnen i dag er ejet af en kapitalfond som ofte formodes at tænke forholdsvis kortsigtet, alligevel bliver prioriteret udviklingsmæssigt med henblik på den lange bane.

En anden vigtig nyhed var nyheden om Asgaard Development, der nu vil afnoteres. Ikke i sig selv nogen stor nyhed. Selskabet er forholdsvis lille og handlen med aktien minimal. Men det går bare den forkerte vej i forhold til et reelt marked for handel med aktier i bygge- og ejendomsbranchen. Og hvorfor så det? Især fordi store børsnoterede selskaber er med til at drive udviklingen og tage ansvar for det marked, de agerer i. Det giver transparens og troværdighed og er med til at skabe en stabil og seriøs markedsplatform.

Læs Asgaard vil afnoteres – tvangsindløsning på vej

I Danmark har vi i dag reelt kun et børsnoteret selskab i form af Jeudan, der på trods af, at det bestemt ikke er Børsens mest volatile aktie, trods alt agerer på helt normale noterede vilkår. Derfor er det fuldt forståeligt i det konkrete tilfælde, men også beskæmmende, at vi i så betydeligt et marked, som Danmark er, reelt ikke har basis for at have et børsnoteret ejendomsmarked. Det betyder også, at det er svært at få den interesse for ejendomme, som naturligt kommer for andre brancher, når småsparere investerer pensioner eller frie midler i aktier. Det bliver interessant om den store interesse for ejendomsmarkedet pt. måske kan genvitalisere forsøgene på at skabe et nyt børsintroducerbart ejendomsselskab.

Læs Erfaren oprydder bliver bestyrelsesformand i Asgaard

Det blev også ugen, hvor Danmark fik et direkte opkøb i arkitektbranchen. Norske Link Arkitekter har længe ledt efter en langvarig etableringsplatform i Danmark og har nu fundet et godt bud med overtagelsen af Aarhus Arkitekterne.

Læs Link overtager Aarhus Arkitekterne

For et par uger siden skrev jeg i Ugen i Ejendom om pladehallen i Sydhavnskvarteret i København, som Nordea Ejendomme er ved at udvikle. Især bed jeg mærke i, at Morten Kabell brugte udtrykket ejendomsspekulanter om Nordea Ejendomme. I ugen efter blev jeg spurgt om jeg ikke kunne se værdien i at bevare pladehallen. Det var faktisk ikke det, jeg forholdt mig til men mere sprogbrugen og det, at der var et flertal i borgerrepræsentationen, der mente noget andet.

Læs Kovending i borgerrepræsentationen – Nordea må ikke rive ned

Læs Ugen i Ejendom – ejendomsspekulanter tog flest klik

Læs Kommunen bøjer sig for stor ejendomsspekulant

Om det er den hårde og uforsonlige retorik, der har gjort det er ikke til at vide, men nu bliver pladehallen i Sydhavnen i hvert fald fastholdt i sin oprindelige udgave. Den slags bygninger er ofte med til at give et kvarter sit selvstændige og historiske præg, og det er derfor i sig selv formentlig en god ide. Men endnu vigtigere er det, at Nordea Ejendomme på den ene eller den anden måde får en hjælpende hånd til hvordan den skal fyldes for ellers ender det som en tomgangsklods om benet på kvarterets udvikling.

Endelig bør man også lægge mærke til den helt spektakulære udmelding fra organisationen bag byggeriet af Bispebjerg. Mens sygehuse over hele landet døjer med budgetoverskridelser på 3-cifrede millionbeløb, forsinkelser og næsten alt, hvad der kan gå galt, går galt, så nærmest vælter succeshistorierne fra Bispebjerg ind. Først blev en detailmulighed solgt til rigtig god pris til Netto og nu sørme om man ikke bliver færdig før tid og dermed kan gøre det hele bedre i form af flere kvm. til en billigere pris. Virkeligt spændende. Den model for offentlig styring fortjener at blive båret frem, så vidt jeg kan se som udenforstående.

Læs Nyt Bispebjerg bliver 7.000 kvm. større

Læs Nyt Bispebjerg sælger detailforretning til Netto

Den kommende uge kommer givetvis til at byde på endnu flere transaktioner. Dem tager vi med i næste uge, hvor årets sidste Ugen i Ejendom i stedet bliver Året i Ejendom. Hvor, hvem, hvad eller hvor meget mener du har været vigtigst i året, der gik? Send dit bud på sevel@estatemedia.dk eller læs med den 23. december.

Rigtig god weekend!

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder