06. marts 2016 21:39
Ny dom overrasker: Skatterådet skærper moms på ejendomme
SKAT offentliggjorde fredag en ny afgørelse, der reelt afliver muligheden for at udlejningsejendomme, der efterfølgende ønskes solgt, kan undgå at blive belagt med moms. Spørgsmålet som SKAT skulle tage stilling til var om en såkaldt finansiel investor, hvilket dækker over en en pensionskasse eller et forsikringsselskab i Danmark, kunne undgå at betale moms på en række lejligheder, der skulle sælges.
Kort fortalt drejer sagen sig om, hvorvidt man kan slippe for moms, hvis man i første omgang har opført lejlighederne med udlejning for øje. Men svaret er altså nej. Det er en ny problematik for de institutionelle investorer, fordi det først i juli 2015 overhovedet blev muligt for pensionskasserne at bygge med salg for øje. Derfor byggede de lejlighederne til udlejning, men har nu også mulighed for at sælge dem. Og så er sagen om de kan få lov til at sælge dem uden moms eller de 25 procent skal lægges oveni, hvilket naturligvis vil enten betyde, at salgsprisen skal være højere for at give det forventede provenu eller provenuet til investor vil blive lavere.
Den konkrete spørger købte i 2012 en række ejerlejligheder, der blev leveret af entreprenøren i 2014. Samtlige lejligheder blev lejet ud på sædvanlige vilkår, og spørgeren har aldrig fratrukket moms i forbindelse med byggeriet.
Men det bliver der altså sagt nej til med henvisning til “en samlet vurdering af den konkrete sag”, og at “Spørger ikke har godtgjort, at Spørger har erhvervet ejendommen udelukkende med henblik på udlejning”.
– Der er ingen tvivl om, at der her er tale om en kraftig skærpelse – hvis ikke ændring – af praksis. Og det ligger i tydelig forlængelse af det udkast til styresignal, ”Salg efter kortere tids udlejning”, som SKAT fremlagde i november 2014, men som aldrig er blevet endeligt. Vi finder SKATs argumentation i sagen utilstrækkelig og meget problematisk, siger Director Asger Hauchrog Engvang, PwC.
Den institutionelle investor sørgede for at opdele ejendommen i ejerlejligheder, men netop fordi det på daværende tidspunkt ikke var muligt for finansielle investorer at opføre med salg for øje, blev der indgået helt almindelige standardlejekontrakter på lejlighederne. Kontrakterne er ikke tidsbegrænsede og der er ikke en forkøbsret med i dem.
Han opfordrer derfor til, at man ikke tager noget for givet, når det gælder moms på nybyggede ejendomme.
– Der bør udvises forsigtighed i alle sager, der involverer opførelse af fast ejendom med henblik på udlejning – og hvor en mulig exit-strategi er salg inden for 5 år, siger Asger Hauchrog Engvang.
Estate Media afholder seminar om moms ved køb og salg af fast ejendom. Næste seminar med ledige pladser er 14. juni. Se program og tilmelding her