Jørgen Jensen er Business development manager hos CPH (Foto: CPH)

Internationale logistikinvestorer vil til Danmark

I resten af Europa er logistik et af de segmenter, som mange investorer ser på, og i 2014 vækstede Københavns Lufthavn med 8 procent på fragt. Det gør den interessant som investeringsmål for de store ejendomsselskaber, der udvikler logistik.

– Mange af dem vi taler med har ikke haft Danmark på radaren, men når de hører om vores planer, bliver de meget interesserede. Vi er begrænset af, at de aktiviteter, der kan ligge ved lufthavnen skal være lufthavnsrelaterede. Vores målgruppe lægger sig ikke som alternativ i et lokalt industriområde som det nærliggende Kirstinehøj – det er en helt anden slags logistikvirksomheder med internationale kunder, vi tiltrækker, siger business development manager Jørgen Jensen, der var en af de aktører, som Estate Media mødte i sidste måned på den internationale ejendomsmesse Expo Real. Jørgen Jensen aftalte en række opfølgende møder med internationale investorer på Expo.

Et eksempel på interessen er, at det hollandske forsikringsselskab Nationale-Nederlanden i september købte en bygning i Københavns Lufthavn, der er udlejet til logistikvirksomheden FedEx på en 15-årig lejekontrakt. En handel som CBRE formidlede på vegne af MG Real Estate. Salgsprisen var knap 120 millioner kr. med et afkast på 6,4 procent.

– Salget gik hurtigt, og det beviser den internationale interesse, siger Jørgen Jensen, der er i dialog med flere store internationale aktører som Prologis og P3, som ikke er i Danmark i dag.

På konferencen Lager og logistik i torsdags afholdt af Estate Media erklærede to af de store tilstedeværende investorer i det danske marked NREP og M7RE da også, at de begge ser interesseret på flere muligheder i Danmark.

– Vi går efter høje afkast, og det finder vi i logistiksegmentet, hvor vi kan bidrage med optimering og udvikling, sagde adm. direktør Mette Seifert, M7RE.

Læs hele reportagen fra Expo Real i Estate Magasin nr. 5, der udkommer i dag.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder