fredag 21. august 2015 00:00
Dansk Byggeri: Regeringens nye klimamål skuffer fælt
Klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt har meldt ud, at han som minister vil skære toppen af de danske klima- og energiambitioner. Han vil således reducere CO2-målene i 2020 fra 40 procent til 37 procent. Det skuffer interesseorganisationen Dansk Byggeri.
– Vi må konstatere, at den nye minister med ansvaret for den danske klima- og energipolitik går imod strømmen internationalt og nationalt. Det skuffer fælt de kræfter, som har troet på en dansk vilje til at gå forrest og tegne visionerne. Det vil skade ikke mindst det erhvervsliv, som fortsat har ambitioner om at udvikle dansk klima- og energiteknologi. Her er medspil fra de danske politikere af største betydning, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.
Dansk Byggeri understreger, at klima- og energiområdet har givet Danmark internationale styrkepositioner, når det gælder innovation og udvikling af produkter og løsninger til den grønne omstilling.
– Det er vanskeligt at se ministerens udspil som andet end en markør for et opgør med den klima- og energipolitik, som der har været konsensus om. Et opgør, som rækker tilbage til såvel Fogh som Thorning, der har bidraget til mere end 10 års arbejde med at positionere den danske politik i praksis herhjemme, men også som eksempel for omverdenen, siger Michael H. Nielsen.
– Det er et trist signal forud for COP21-forhandlingerne i Paris, hvor ambitionen er at sikre en bred aftale, som forpligter rigtig mange lande inden for klimaområdet, siger han videre.
Estate Media afholder den 22. september 2015 konferencen Energi & Miljø. På denne konference giver vi et indblik i state-of-the-art bæredygtighed. Hvordan skaber man den bedste ejendom ud fra forskellige miljø- og energiperspektiver, og hvordan gør man den bæredygtig inden for et overskueligt budget?
Læs mere om konferencen og tilmelding her
Arkivfoto.
Af Lotte Lund, lund(at)estatemedia.dk