8 byggefelter solgt i Thomas B. Thriges Gade i Odense

Tre investorer har sat navn på købsaftaler med Odense Kommune om otte byggefelter i projektområdet omkring Thomas B. Thriges Gade.

Dermed er der taget endnu et vigtigt skridt i omdannelsen af den fire-sporede vej igennem Odense til en helt ny bydel med underjordisk parkering og grønne byrum. Projektet gennemføres som et partnerskab mellem Odense Kommune og Realdania. Team Entasis og Cowi er rådgiver for projektet under navnet ‘Fra Gade til By’.

Projektet koster 853 millioner kr., hvoraf Realdania og Odense Kommune hver betaler 255 millioner kr. Det resterende beløb på 343 millioner kr. finansieres ved salg af byggeretter og p-anlæg.

I december 2014 kunne projektet bag byomdannelsen, Fra Gade til By, fortælle, at det Odense-baserede TOGT Ejendomsudvikling vil bygge et 17 etager højt tårn i den nordlige ende af den nye bydel.

De nye investorer er 5E, Arkitektgruppen og privatpersonen Janus Lylloff.

5E vil bygge boliger og erhvervslokaler på to byggefelter, som får den grønne Lotzes Have, Fyns Grafiske Værksted og det nye H. C. Andersen Eventyrhus som naboer.

Arkitektgruppen vil bygge boliger og erhverv på fire byggefelter i den vestlige side af projektområdet. Boligerne får alle store altaner og terrasser, og Arkitektgruppen har derfor døbt bygningerne ‘Terrassehusene’.

Janus Lylloff, der til daglig er gymnasielærer, står bag projektet ‘Bofællesskabet Thomas B. Thriges Gade’. Projektet vil bygge et moderne familie-bofællesskab med rækkehuse og lejligheder, hvor beboerne deles om en række fælles faciliteter som fælles taghave, køkken-alrum og gæsteværelser. Alle boliger får enten altaner eller terrasse ud mod den lille byhave, Rosenhaven, som grænser op til det historiske H. C. Andersen Kvarter.

– Det er vores fælles vision for fremtidens bymidte i Odense, som nu er blevet omsat til flotte byggeprojekter. De aftaler, vi underskriver i dag, viser endnu engang, at Odense er midt i en rigtig spændende udvikling. Investorerne er der, og de vil Odense, siger borgmester i Odense Anker Boye.

Entreprenørfirmaet KPC har fået udsættelse på sin option på en byggegrund, hvor selskabet planlægger at opføre et hotel i forbindelse med det nye Musik- og Teaterhus Odeon. KPC står også bag teaterhuset. KPC mangler dog endnu at finde en operatør til det planlagte hotel. KPC har derfor fået udsættelse på at sætte sin underskrift på en købsaftale til efter sommerferien 2015.

Estate Media afholder den 3 februar 2015 konferencen ‘Erhvervs- og boligmarkedet i Odense 2015’.

Læs mere om konferencen og tilmelding her

Billede: Visualisering af udsnit af Thomas B. Gade-projektet. Illustration: Odense Kommune.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder