mandag 26. august 2013 00:00
Pihl & Søn indgiver konkursbegæring
Bestyrelsen i E. Pihl & Søn indgav mandag konkursbegæring for selskabet, da det ikke er lykkedes at finde en finansiel løsning, der kan sikre virksomhedens fortsatte drift.
Så sent som 4. juli festede selskabet med blandt andre dronning Margrethe, generalsekretæren Bang Ki-Moon og den danske regeringstop i forbindelse med indvielsen af den nye FN-By i København.
Det er blandt andet den problematiske ombygning af d’Angleterre, der har presset solvensen og likviditeten i bund. Ved afleveringen op til åbningen 1. maj i år blev der fundet cirka 3.000 større og mindre fejl og hotellet afbrød samarbejdet med entreprenøren.
I selskabsmeddelelsen henviser selskabet til årsrapporten for 2012, hvoraf det fremgik, at Pihl´s havde store økonomiske problemer blandt andet på grund af en alt for kraftig ekspansion både i udlandet og i Danmark gennem en årrække.
Ekspansionen skete uden, at der var en tilstrækkelig balance i kontraktsvilkårene og uden i tilstrækkelig grad af sikkerhed for, at de udenlandske kunder og underentreprenører var solide og dygtige nok.
Pihl & Søn glemte efter sigende også at sikre, at kvaliteten af processerne og de risikostyringsmæssige systemer var tilstrækkelig til at understøtte det stigende aktivitetsniveau. Det er den erfarne direktionskvinde Birgit Nørgaard, med en lang karriere i Grontmij bag sig, der i foråret blev sat ind som formand for bestyrelsen, der altså har måttet erkende, at bestræbelserne ikke har båret frugt.
Blandt de projekter, der bliver umiddelbart berørt, er ombygningen af Danmarks travleste station Nørreport, som der nu skal findes ny entreprenør til.
Bestyrelsen i Pihl har med Birgit Nørgaard i spidsen det sidste år arbejdet med at korrigere de styringsmæssige utilstrækkeligheder, så det blev muligt at skabe fundament for, at virksomheden kunne blive rettet op og fortsætte sit virke. Af årsrapporten for 2012 fremgik det også, at selskabet både i december 2012 og i løbet af foråret 2013 havde indgået aftaler med de væsentligste finansielle kreditorer om at sikre selskabets solvens og likviditetsberedskab til fortsat drift.
Samtidig blev der i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet for 2012 annonceret en ændring i ledelsen.
Jan-Gunnar Glave, tidligere adm. direktør for Skanska i Danmark, blev interim administrerende direktør i Pihl som afløser for Halldór P. Ragnarsson. Tidligere koncerndirektør i MT Højgaard, Jens Nyhus, skulle på længere sigt have været selskabets nye topleder, når hans konkurrenceklausul med MT Højgaard udløb. Det nåede han aldrig.
Bestyrelsen har i samarbejde med de væsentligste finansielle kreditorer arbejdet på at etablere rammerne for en ny re-kapitalisering, der kunne sikre virksomhedens fremtid, men i går søndag blev det klart, at det ikke ville være muligt at finde en løsning, der sikrede virksomhedens fortsatte drift.
– Det er således med stor beklagelse, at vi i dag har måttet indgive konkursbegæring over for Skifteretten. Konkursen i Pihl vil have store og vidtrækkende negative økonomiske og menneskelige konsekvenser for mange dygtige medarbejdere, for bygherrer, for partnere og for underleverandører. Det er frygteligt at skulle træffe en beslutning, der vil berøre så mange menneskers og virksomheders dagligdag og økonomiske fundament, skriver bestyrelsens formand, Birgit Nørgaard, på Pihl & Søns hjemmeside.
Billede: Pihl blev stiftet i 1887 og var en af Danmarks ældste entreprenørvirksomheder og blandt de ledende i Danmark. Jan Gunnar Glave blev selskabets sidste direktør. Foto: Pihl & Søn.