Tysk retailgigant køber Rosengårdcentret

En ny spiller har indtaget det danske marked. ECE European Prime Shopping Centre Fund, ECE, har købt Rosengårdcentret og træder dermed ind på det skandinaviske marked. Handlen blev med en udbudspris på over 2,5-3 milliarder kr. tidligere udråbt til at være Danmarkshistoriens dyreste enkeltejendom, men parterne har valgt ikke at bekræfte dette og lægge slør over salgsprisen.

Der er 158 butikker i centret, og de eksisterende medarbejdere i Rosengårdcentrets bliver overtaget af ECE Projektmanagement.

– Jeg er yderst tilfreds med, at ECE har taget sit første skridt ind på det skandinaviske marked med overtagelsen af management selskabet i Rosengårdcentret, som har præsteret en stærk og veldokumenteret udvikling siden 1971, hvor centret åbnede. Vi forventer, at kombinationen af et stærkt team i centerledelsen og ECE´s internationale viden vil skabe stærke synergier, som vil forbedre kundernes oplevelse af Rosengårdcentret, siger Alexander Otto, CEO i ECE.
I 1983 blev Rosengårdcentret udbudt som anpartsprojekt, og næsten to tredjedele af investorerne fra dengang var stadig med. Derfor blev et salg og dermed et generationsskifte forberedt for over et år siden.
– Projektet er nu afsluttet på fornemste vis. Hermed er Rosengårdcentret solgt – et center, som gennem årene har leveret flotte resultater, siger bestyrelsesformand Ove Jensen. 

Tysk ejer med stor erfaring
ECE Fonden er den nye ejer af centret, mens ECE Projektmanagement (”ECE”) overtager ledelsen af Rosengårdcentret. ECE har stor international erfaring med at drive centre og har været inden for shoppingcentre i over 40 år og driver i dag 185 centre i 16 lande og er i gang med at bygge yderligere 14 centre. 

– Købet af Rosengårdcentret er den største handel til dato for ECE Fonden. Købet er interessant for os, da det sikrer Fonden en endnu bedre geografisk spredning af vores investeringer og passer ind i Fondens strategi om at købe førende shoppingcentre med mulighed for værditilvækst.

Køber har haft Kromann Reumert, Ernst & Young, Emcon og ICP som rådgivere, og Realkredit Danmark står for finansieringen.
Salgsprocessen har været ledet af Jesper Larsen, Property Partners, i samarbejde med det internationale firma, Cushman & Wakefield/RED Property Advisers. Advokatfirmaet Plesner har været tilknyttet som juridisk rådgiver, og Deloitte har rådgivet inden for skat, mens de tekniske rådgivere har været Alectia og Rambøll.

– Det har været en god og professionel salgsproces og en fornøjelse at forhandle med ECE Fonden, som har erfaring med at købe, og ECE, som har enorm erfaring med at drive shoppingcentre internationalt. Det stod hurtigt klart, at Rosengårdcentret og ECE matchede perfekt, siger Jesper Larsen, Property Partners.

Rosengårdcentret
Rosengårdcentret er et af Danmarks største og centre med 158 butikker (inklusive en CinemaxX, Fitness DK og et legeland), der fordeler sig over 110.000 kvm. Første del af centret blev bygget i 1971, men det er løbende blevet udviklet, udbygget og moderniseret. I 1983 blev RGC udbudt som anpartsprojekt. Knap to tredjedele af investorerne fra dengang var stadig med på salgstidspunktet. Et ejermæssigt generationsskifte, der rækker ind i fremtiden, er nu gennemført.

Rosengårdcenteret har knap 7,5 mio. besøgende om året og en årsomsætning i omegnen af 1,8 mia. kr.
ECE
ECE European Prime Shopping Centre Fund (ECE Fonden) blev stiftet i august 2011, hvor der blev rejst 775,5 millioner euro i aktiekapital af en række internationale investorer, heriblandt pensionsselskabet ATP. Rosengårdcentret er ECE Fondens første shoppingcenter i Skandinavien.

ECE koncernen har hovedsæde i Hamborg og er i dag blandt de europæiske markedsledere inden for udvikling og vedligeholdelse af butikscentre. ECE driver 185 shoppingcentre i en lang række lande. De besøges dagligt af 4 mio. forbrugere, og omsætningen i centrene er på 141,5 mia. kr. 

ECE blev grundlagt i 1965 af en tysk købmand ved navn Werner Otto. Indtil 1996/97 havde ECE alene projekter på det tyske marked. Herefter blev ECE ekspanderet til udenlandske markeder, og koncernen er i dag at finde i 16 forskellige lande. ECE har ca. 3.000 ansatte.

Internationale giganter i Danmark – de er her
Med købet er der nu 4 store internationale aktører på det danske marked: Klepierre via Steen & Strøm, Unibail-Rodamco, Citycon og altså nu ECE.
Læs meget mere om retail markedet i den seneste udgave af Estate Nordic Magazine – kan downloades fra App Store.

Billede: Rosengårdcentret.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder