Goldschmidt-koncernen indretter luksushotel i Kokkedal Slot

M. Goldschmidt-koncernen har overtaget Kokkedal Slot i Hørsholm og udnævnt Michael Telling til direktør for Slottet.

Slottet vil fremover modtage kvalitetsbevidste gæster fra hele verden.

I dag bruges Slottet som ramme for bryllupper, selskaber, møder og konferencer. Fremover vil det også tilbyde eksklusive ophold for individuelle rejsende, når Slottets a la carte restaurant og ikke mindst den nye Spa åbner.

Slottet og de øvrige tilknyttede ejendomme står i dag gennemgribende renoverede. Til sommer forventes indretningen ligeledes at være færdiggjort og nøje afstemt med Slottets arkitektoniske periode.

Her vil Slottet kunne tilbyde overnatning i 62 værelser med komfort efter moderne standarder og forventninger, kombineret med Slottets mere end 250 års spændende og royale historie.

– Kokkedal Slot er for mig en helt unik ejendom med en spændende historie, beliggende i de smukkeste naturskønne omgivelser. Jeg ønsker, at Kokkedal Slot bliver et af de bedste og mest attraktive overnatningssteder i Danmark med stor fokus på kvalitet og på oplevelser, ganske som de royale omgivelser lægger op til, siger Mikael Goldschmidt.

Michael Telling kommer med stor erfaring fra både hotelrenoveringer, hotelåbninger og ikke mindst hoteldrift på højt niveau fra blandt andet Hotel d´Angleterre og First Hotel Skt. Petri i København.

– Det er en spændende og udfordrende opgave vi står over for og jeg ser klart potentialet for at skabe noget helt unikt på Kokkedal Slot, siger Michael Telling.

Billede: Kokkedal Slot blev oprindeligt opført af Dronning Sophie Magdalene af  Danmark og Norge, enke efter Christian den 6. Efterfølgende har en række adelige og handelsmænd ejet slottet og efter en noget omskiftelig periode de senere år, fremstår Slottet i dag velholdt og romantisk, som en majestætisk perle omgivet af nyklippede plæner og gamle træer. Foto: M. Goldschmidt Holding.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder