Sadolin & Albælk står for delsalg af Danske Banks hovedsæde

En mindre del af Danske Banks hovedsæde i København er sat til salg efter en række nedskæringer og omrokeringer.

Det drejer sig om ejendommene Bremerholm 29 og 31, der er sat til salg hos Sadolin & Albæk for henholdsvis 37,4 millioner kr og 66,5 millioner kr. I alt er de to adresser på 4.459 kvm.

Topchefen for Danske Bank, Eivind Kolding, overvejer også helt at frasælge bankens hovedkontor som led i bankens spare- og strategiplan, der fremlægges i fjerde kvartal.

– Vi arbejder hele tiden på at drive Danske Bank så effektivt som muligt. Derfor overvejer vi løbende vores fysiske lokaliteter, herunder såvel hovedsæde som vores andre større faciliteter i Storkøbenhavn. Der er ikke truffet nogen beslutninger om dette, men vi vil ikke udelukke, at vi kan samle nogle af vores lokaliteter på færre adresser, hvis vi kan finde en mere effektiv placering for vores aktiviteter i hovedstadsområdet, siger Kenni Leth, pressechef i Danske Bank.

Danske Bank ejer samlet domicilejendomme for i alt 4 milliarder kr.

Udover hovedsædet i Holmens Kanal har Danske Bank lokaler på Østerbro samt i Ejby, Lyngby og Høje Taastrup.

Hovedkontoret i Holmens Kanal omfatter ejendomme på flere adresser og udgør 47.500 m, hvoraf 12.200 er kælder. Derudover lejer banken sig ind i en række bygninger, bl.a. den gamle ØK-bygning.

Erhvervsmægler og seniorrådgiver Sami Post, DN Erhverv, vurderer, at Danske Bank kan sælge hele hovedkontoret tomt til en investor for 750 mio. kr. Ved et salg, hvor banken selv er lejer i ejendommen, vil prisen være 1,1 mia. kr.

– Der er absolut interesserede købere til et hovedsæde af den type, siger Sami Post.

Det letteste vil være et salg, hvor banken bliver boende som lejer.
– Dette vil være attraktivt for en indenlandsk eller udenlandsk institutionel investor. Til gengæld vil der være udenlandske opportunity fonde, som vil kunne se muligheder i at optimere ejendommen ud fra deres egen strategi. Disse fonde gør normalt kun deres indtog, såfremt vi er oppe i et prisniveau på minimum 750 mio. kr. siger Sami Post.

Billede: Eivind Kolding overtog roret i Danske Bank efter afgående direktør Peter Straarup i februar og har siden arbejdet på en ny strategi for banken, der præsenteres i fjerde kvartal. I forbindelse med strategiarbejdet har den tidligere Mærsk-chef tidligere udtalt, at der ”ikke er nogen hellige køer”. Foto: Danske Bank.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder