Finansiel stabilitet samler alle ejendomme i ét selskab

– Ét ejendomsselskab, som blandt andet skal udvikle og klargøre ejendomme, som koncernen har overtaget.

Sådan skriver Finansiel Stabilitet om sin nye struktur. Direktion og bestyrelse bliver uforandret, så det er fortsat Solveig Rannje, der kommer til at stå i spidsen for det kommende ejendomsselskab med en langt større potentiel portefølje end det, der allerede er overgivet til Rosk Ejendomme fra Roskilde Bank.

Finansiel Stabilitet begrunder omorganiseringen med, at selskabet både ønsker at gennemføre en centralisering og en forenkling af koncernstrukturen. Dermed bliver der femover fire selskaber i koncernen:

– Ét finansselskab, som skal afvikle hovedparten af koncernens udlån og garantier

– Én bank, som skal være koncernens eneste bank og afvikle koncernens resterende bankaktiviteter

– Ét pantebrevsselskab, som bl.a. skal afvikle alle koncernens pantebreve

– Ét ejendomsselskab

Den ny struktur medfører, at en betydelig større del af koncernens aktiviteter kan drives af selskaber uden banklicens. Der opretholdes dog ét selskab med banklicens. Herved sikres det blandt andet, at kunder, der har behov for en bankforbindelse som led i en fortsat drift af deres virksomhed, herunder behov for adgang til driftskredit eller arbejdsgarantier, stadig har adgang til disse ydelser. I dag udgør den bankrelaterede del af balancen ca. 87 procent, men det forventes efter strukturændringen at falde til bare 21 procent.

Finansiel Stabilitet styrker samarbejdet med datterselskaberne, etablerer intern revision på koncernniveau og sikrer en stærkere koordination af øvrige stabsfunktioner og ensartethed i betjeningen af koncernens kunder. Når den nye struktur er fuldt gennemført medio 2011, vil den indebære besparelser i form af en reduktion i medarbejderantallet, lavere løbende omkostninger til revision og andre eksterne rådgivere samt lavere omkostninger til husleje, IT og kontorhold m.v.

– Hovedformålet med den forenkling, vi nu gennemfører, er at sikre effektivitet og ensartethed i en fortsat ordentlig og redelig afviklingsindsats. Vi centraliserer for at sikre ensartet og høj kvalitet i vores kundebetjening. Samtidig tilstræber vi, at kunderne fortsat betjenes fra det kontorsted, de er vant til, og at hver enkelt kunde orienteres grundigt om de konsekvenser, som ændringerne medfører, siger bestyrelsesformand Henning Kruse Petersen.

Det er hensigten at opretholde kontorsteder i Storkøbenhavn, Odense og Aalborg.

Billede: Solveig Rannje fortsætter som direktion i ejendomsselskabet under Finansiel Stabilitet, og nu med endnu større "potentiale" af ejendomme under vingerne.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder