torsdag 05. marts 2009 00:00
Roskilde Bank etablerer ejendomsselskab
Roskilde Bank har nu valgt at etablere et nyt ejendomsselskab for bedre at beskytte de værdier, der ligger i bankens ejendomsportefølje forstået på den måde, at Roskilde Bank ligger inde med en ejendomsportefølje, som alle ved pt. skal sælges og dermed er svær at sælge uden betydelige tab.
Det ny selskab ejes 100 procent af banken og er et led i bankens afvikling, men etableringen af et ejendomsselskab vil kunne udskyde salget af visse ejendomme. Selskabet vil primært komme til at bestå af gode velbeliggende ejendomme og primært erhvervsejendomme.
Etableringen af ejendomsselskabet gør det muligt at udnytte den tid, der skal til for at gøre ejendommene mere salgbare for eksempel ved at færdiggøre de ejendomme som er under opførelse, står over renovering eller ved at forestå udlejning inden et salg.
– Med ejendomsselskabet får vi nu mulighed for at redde værdier i Roskilde Bank, som ellers kunne været gået tabt. Desuden undgås et yderligere pres på ejendomsmarkedet, hvilket vi som offentligt ejet selskab bør undgå, siger bankdirektør i Roskilde Bank, Lars Jensen.
Selskabet bliver ikke et investeringsselskab, men udelukkende et håndterings- og opbevaringsselskab.
– Roskilde Bank skal naturligvis ikke spekulere i ejendomme. Men vi har et særligt ansvar for at forvalte bankens aktiver professionelt. Det omfatter også de ejendomme, som banken har overtaget eller på anden måde har råderet over via vores panter, siger bankdirektør i Roskilde bank, Lars Jensen.
Bestyrelsen for det nye selskab kommer til at bestå af advokat Henrik Thouber, Gorissen Federspiel Kierkegaard, vicedirektør Bent Mouritzen tidligere Nordea og direktør Per Hallgren, Jeudan samt Lars Jensen. Selskabets navn bliver Rosk Ejendomme og ejes som nævnt 100 procent af Roskilde Bank.
Der er ikke sat nogen tidshorisont på afviklingen af selskabet, der kommer til "at afhænge af markedsforholdene og Roskilde Banks afvikling i øvrigt".
Læs mere på www.roskildebank.dk
Billede: Rosk Ejendomme vil beholde sunde erhvervsejendomme og ikke overtage for eksempel vindmøller, industriejendomme eller feriecentre.