mandag 03. november 2008 00:00
Areea Ejendomsudvikling konkurs
Udviklingsselskabet Areea Ejendomsudvikling, der især havde en række boligprojekter i porteføljen, er gået konkurs.
Areea Ejendomsudvikling, der er ejet af den kendte og respekterede ingeniør Anette Krarup, der i 2007 blev udnævnt til "Årets Kvindelige forbillede i ejendomsbranchen", er en af de virksomheder, der havde hovedparten af sine lån hos Roskilde Bank. Samtidig er hovedparten af porteføljen låst i grunde eller delvist udviklede boligprojekter. Det har gjort det svært at finansiere virksomheden i dagens boligkollapsede marked.
– Med Roskilde Bank som hovedbank, et stykke jord i Ørestad Syd, og primære aktiviteter i boliger er udfordringerne blevet for store. Derfor har jeg besluttet at indgive min egenbegæring, siger Anette Krarup, der var en af de – dengang heldige og udvalgte – developere, der fik mulighed for at købe grund i Ørestad Syd til boligbyggeri. Kort efter vendte markedet.
Anette Krarup har stået bag en række boligbebyggelser rundt omkring på Sjælland og har i øjeblikket projekter i gang på Mejeribakken i Lynge, på Søborg Hovedgade, Hjortespring Have i Herlev samt altså i Ørestad Syd, hvor Areea havde mulighed for at bygge cirka 15.000 kvm. blandet boliger og erhverv kaldet Frikvarteret.
Blandt de ejendomme, der er afleveret er Grøndals Have i Birkerød og Marbæk Have i Frederikssund. De seneste års afsluttede projekter tæller Wegenersminde i Holbæk og Peder Oxe Parken i Tølløse.
– Jeg har satset, hvad jeg ejer og har i dette her, men i det nuværende marked er det ikke muligt at arbejde videre, siger Anette Krarup.
Areea Ejendomsudvikling har gæld for i alt cirka 250 millioner kr. til Roskilde Bank samt hvad angår Ørestad Syd, Danske Bank. Selskabet havde 4 ansatte. Advokat Kaj Andreassen fra Dania-law er kurator og Anette Krarup samarbejder med Kaj Andreassen for at få det bedst mulige resultat igennem i forbindelse med salg af selskabets projekter og øvrige aktiver.
Billede: Anette Krarup.